Albertslund sætter tre mål for børn og unge
Albertslund Kommune vil løfte elevernes faglige niveau, styrke fællesskaberne og sikre, at flere unge kommer videre i uddannelse eller job. Det er hovedmålene i kommunens nye Skole-, Fritids- og Uddannelsespolitik for 2027-2030.
Kim Sejr, journalist
Albertslund Kommune har lagt en ny fælles retning for arbejdet med børn og unge i de kommende år. Skole-, Fritids- og Uddannelsespolitikken 2027-2030 opstiller tre overordnede målsætninger, som skal være pejlemærker for skoler, SFO’er, klubber og kommunens uddannelsesindsatser.
Baggrunden er blandt andet, at kommunen fortsat har udfordringer med elevernes faglige niveau, skolefravær, deltagelsen i fritidsfællesskaber og overgangen til ungdomsuddannelse.
I skoleåret 2024/25 havde 22 procent af eleverne et skolefravær på over 10 procent. Samtidig opnåede 85,9 procent af eleverne mindst karakteren 02 i både dansk og matematik. Det betyder ifølge politikken, at omkring 14 procent ikke opnåede dette faglige minimumsniveau.
Fokus på faglig progression
Det første mål er, at Albertslunds børn og unge skal opleve faglig progression og en varieret skoledag. Kommunen vil blandt andet styrke elevernes evner inden for læsning, skrivning og matematik. Samtidig skal undervisningen være mere varieret, praksisorienteret og involverende, så eleverne oplever både faglige fremskridt, motivation og mening med skoledagen.
Målsætningen skal blandt andet realiseres gennem et styrket almenområde og en mere praksisnær undervisning. Kommunen vil arbejde for, at flere børn kan blive i de almene fællesskaber frem for at få behov for specialiserede tilbud. Det skal blandt andet ske gennem stærkere læringsmiljøer, tydelige rammer og kompetenceudvikling af de fagprofessionelle.
Samtidig skal de nye fagplaner omsættes til konkret praksis i klasselokalerne med fokus på fagets kerneindhold, progression og mere professionelt råderum til lærerne.
Flere børn skal være en del af fællesskaberne
Den anden målsætning er, at Albertslunds børn og unge skal være en del af stærke fællesskaber i skole, SFO og klub. Kommunen peger på, at fællesskaber har betydning for både trivsel og læring. Derfor skal børn og unge opleve at høre til, blive set og have betydning for andre.
SFO’er og klubber fremhæves som vigtige arenaer uden for undervisningen. Her kan børn og unge udvikle sociale kompetencer, relationer og interesser. Men deltagelsen er langt fra fuld. Omkring 70 procent af børnene er tilknyttet SFO, 50 procent går i fritidsklub, mens kun 10 procent deltager i ungdomsklub. Kommunen ser derfor et potentiale i at få flere børn og unge med i de fællesskaber, der eksisterer uden for skolen.
Flere unge skal videre
Den tredje målsætning er, at Albertslunds unge skal være i uddannelse eller job. Kommunen vil især have fokus på, at flere unge gennemfører en kompetencegivende uddannelse. Målet er at give de unge et stærkere fundament for et selvstændigt og selvforsørgende voksenliv.
Politikken peger samtidig på en udfordring i de unges uddannelsesvalg. 80,2 procent vælger gymnasiet frem for en erhvervsuddannelse. Kommunen understreger, at gymnasiet ikke i sig selv er en kompetencegivende uddannelse, og at nogle unge senere kan få problemer med at komme videre, hvis de ikke fortsætter i uddannelse.
Derfor skal vejledningen styrkes, ligesom praktik, fritidsjob og andre praksisnære erfaringer skal give de unge bedre kendskab til arbejdsmarkedet. Kommunen vil desuden følge de unge tættere frem til deres 30. år med fokus på, om de opnår og fastholder tilknytning til uddannelse eller beskæftigelse.
Data skal vise, om målene bliver nået
Et centralt element i den nye politik er, at kommunen vil bruge data mere systematisk til at følge udviklingen. Der skal blandt andet måles på trivsel, faglig progression, fravær og overgange, så problemer kan identificeres tidligere, og indsatserne kan målrettes.
På området Styrket Almen opstiller kommunen tre konkrete pejlemærker: Færre børn skal få behov for en plads i specialtilbud, fordi de kan være en del af de almene tilbud. Flere børn skal forbedre deres læsekompetencer fra indskoling til udskoling. Flere unge skal opnå en afgangseksamen, der giver adgang til ungdomsuddannelser.
De enkelte skoler, SFO’er og klubber skal herefter arbejde med, hvordan de overordnede mål omsættes lokalt. Elever, forældre og medarbejdere skal inddrages i arbejdet, mens skoler og forvaltning løbende skal følge udviklingen.
Læs mere om: Albertslunds 11 nye politikker