Storagergård forvandles til uhyggeligt oldnordisk fængsel

Storagergård forvandles til uhyggeligt oldnordisk fængsel

Siden april har børn og unge arbejdet på at skabe årets store Halloween-oplevelse på Storagergård i Albertslund. Nu er de klar til at åbne dørene til Helgardr 15 – et skræmmende gyseligt fængsel

Kim Sejr, journalist

For fjerde år i træk inviterer Storagergård til Halloween med børn og unge som de kreative kræfter bag arrangementet. I år er temaet fængsel, og under det oldnordiske navn Helgardr15 bliver Storagergård forvandlet til et skræmmende univers, hvor uhyggen lurer rundt om hvert hjørne.

Arrangementet er resultatet af flere måneders arbejde, hvor både nuværende og tidligere medlemmer af klubben har været med til at udvikle årets oplevelse.

Børn og unge står bag det hele

Siden april har børn og unge fra 5. klasse og opefter arbejdet med at udvikle idéer, bygge dekorationer og skabe de roller og effekter, der skal give gæsterne en oplevelse ud over det sædvanlige. Som en del af forberedelserne har de unge også været på en inspirationstur til det tidligere Vridsløselille Statsfængsel. Her har de kunnet hente inspiration til årets fængselstema.

De mange timers arbejde skal nu omsættes til en Halloween-oplevelse, hvor gæsterne kan bevæge sig ind i et univers fyldt med mørke og uforudsigelige overraskelser.

Mere end bare gys

Selvom forskrækkelser og uhygge er en central del af arrangementet, handler projektet også om fællesskab og personlig udvikling. Halloween-projektet giver børn og unge mulighed for at samarbejde på tværs af alder og køn, udfolde deres kreativitet og tage ansvar for et fælles projekt.

Klubbens medarbejdere fremhæver især det store engagement og ejerskab, som de unge har vist undervejs. De har lagt mange kræfter i at få detaljerne på plads, og det betyder meget for dem at opleve publikums reaktioner, når gæsterne bliver forskrækkede eller imponeret over det, de unge har skabt. Dermed er Halloween på Storagergård blevet en tradition, hvor kreativitet, fællesskab og pædagogisk arbejde går hånd i hånd med uhyggen.

Tør du træde indenfor?

Med Helgardr 15 inviterer de unge arrangører gæsterne indenfor i et fængsel, hvor mørket og gyset er i centrum. De har brugt måneder på at skabe rammerne for oplevelsen, og nu er spørgsmålet, om gæsterne tør tage udfordringen op.

Halloween-arrangementet finder sted fredag den 23. oktober og mandag den 26. oktober på Storagergård, Gamle Landevej 15 i Albertslund.

Det er gratis at deltage, og arrangementet anbefales fra 10 år.

Praktisk information

Sted: Storagergård, Gamle Landevej 15, Albertslund

Fredag den 23. oktober 2026: Kl. 16.00–18.00 og kl. 19.00–21.30. Der er pause mellem kl. 18.00 og 19.00.

Mandag den 26. oktober 2026: Kl. 17.00–20.00

Pris: Gratis

Anbefalet alder: Fra 10 år

Der vil være mulighed for at købe kaffe, kakao, kage og sodavand. Betaling kan ske med MobilePay eller kontanter.


14/10 2026