Vestegnskommuner ønsker ikke samarbejde om en sociolance

Vestegnskommuner ønsker ikke samarbejde om en sociolance

Forvaltningen vurderer, at de nuværende tilbud til udsatte borgere dækker behovet, og at målgruppen er for lille til at berettige gøre en sociolance. Desuden er der ikke andre vestegnskommuner der ønsker samarbejde om en ordning

Kim Sejr, journalist

Albertslund Kommune bør vente på erfaringerne fra eksisterende sociolanceordninger, før kommunen beslutter, om der skal etableres en ordning på Vestegnen. Desuden vurderes det, at de nuværende tilbud til udsatte borgere dækker behovet, og at målgruppen er for lille til at gøre en sociolance økonomisk proportional.

Det fremgår af den indstilling som forvaltningen har præsenteret for Social- og Beskæftigelsesudvalget, der skal behandle sagen på et møde 22. oktober

Her anbefales det, at arbejdet med en eventuel sociolanceordning udskydes, indtil der foreligger erfaringer fra de eksisterende ordninger. Sagen kommer efter, at Kommunalbestyrelsen den 16. juni 2026 bad forvaltningen undersøge mulighederne for at udbrede sociolancen til Albertslund og gerne andre vestegnskommuner i samarbejde med regionen og andre kommuner i hovedstadsområdet.

Eksisterende tilbud skal dække behovet

En sociolance er en del af akutberedskabet og rykker ud til borgere, der har behov for både sundhedsfaglig og socialfaglig hjælp. Målgruppen omfatter blandt andet mennesker med psykiske lidelser, misbrugsproblemer, hjemløshed, økonomiske vanskeligheder og andre komplekse sociale udfordringer.

I Albertslund vurderer forvaltningen, at kommunen allerede har relevante og tilstrækkelige tilbud til målgruppen. Kommunen har tre opsøgende støttekontaktpersoner, som hjælper udsatte borgere, der ikke selv er i stand til at opsøge kommunens tilbud. De modtager blandt andet bekymringshenvendelser fra politiet, boligsociale medarbejdere, Jobcentret, Visitationen og Socialenheden for voksne.

Afhængigt af situationens karakter opsøges borgerne samme dag eller inden for en uge. Ifølge kommunens opgørelse modtog støttekontaktpersonerne 37 henvendelser i 2025. I både 2023 og 2024 var tallet 42, mens der blev registreret 35 henvendelser i hvert af årene 2021 og 2022.

Forvaltningen har dog ikke tal på, hvor mange akutte henvendelser der vedrører borgere fra Albertslund, som tilhører sociolancens målgruppe. Derfor er det vanskeligt at vurdere det konkrete behov for en akut sociolancefunktion.

Ingen andre vestegnskommuner har meldt sig

Forvaltningen har været i kontakt med omegnskommunerne for at undersøge interessen for et samarbejde. På nuværende tidspunkt er der ingen af de øvrige kommuner, som har udtrykt ønske om at deltage i en fælles ordning. Det har betydning for mulighederne for at etablere en sociolance, der dækker flere kommuner og dermed fordeler udgifterne mellem deltagerne.

Albertslund Kommune vurderer, at behovet i højere grad kan sammenlignes med kommunerne Roskilde, Kalundborg, Lejre, Holbæk og Odsherred, hvor der er etableret en forsøgsordning i Region Sjælland.

Denne ordning skal evalueres i løbet af 2027. Resultaterne skal blandt andet give et bedre grundlag for at vurdere, hvordan sociolancen fungerer, og om en lignende indsats vil være relevant i Albertslund, hedder det.

En sociolance kan koste op til 315.000 kroner om året

Kommunen har undersøgt forskellige modeller for en mulig sociolanceordning. En løsning, hvor sociolancen kører to dage om ugen i Albertslund, vil ifølge forvaltningens beregninger koste omkring 315.000 kroner årligt.

En anden mulighed er en fælles ordning på tværs af flere vestegnskommuner, hvor sociolancen kører alle hverdage, og Albertslund bemander den én dag om ugen. Her anslås kommunens årlige udgift til cirka 165.000 kroner. Beregningerne tager udgangspunkt i en gennemsnitlig timeløn på 360 kroner for den socialfaglige medarbejder samt driftsudgifter på cirka 15.000 kroner om året.

Udgifter til blandt andet køretøj og base dækkes gennem puljemidler fra Sundhedsstyrelsen til Region Hovedstadens Akutberedskab. Midlerne er bevilget for perioden 2024-2027.

Forvaltningen vurderer imidlertid, at ingen af modellerne kan finansieres inden for kommunens nuværende økonomiske ramme. En etablering vil derfor kræve, at medarbejdere fra bostøttekorpset tages ud af deres nuværende opgaver på de relevante dage, eller at der tilføres flere ressourcer.



13/10 2026