Er en månedsløn på 43.500 meget eller lidt for en pædagog?
En pædagogløn i Albertslund ligger en anelse under pædagoglønnen i en række omkringliggende kommuner viser notat, udarbejdet for Albertslund Nyt
Kim Sejr, journalist
Lønløft til pædagogerne kom til at fylde debatten ved andenbehandlingen af budgettet for 2027 på mødet i kommunalbestyrelsen tirsdag. Forinden var der indgået budgetforlig mellem alle partier, bortset fra Enhedslisten.
Enhedslisten havde under budgetforhandlingerne forgæves forsøgt at vinde tilslutning til et forslag om at give pædagogerne i Albertslund et lønløft på 1.000 kr. om måneden og partiet fortsatte med at tale for sit forslag på mødet i kommunalbestyrelsen. Det væsentligste argument herfor var, at et lønløft skal sikre fastholdelse for en gruppe med relativt lave lønninger, så man undgår at miste pædagogerne til omkringliggende kommuner.
Albertslund Nyt har henvendt sig til BUPL(Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund) om sagen og vi har fået udarbejdet et notat herom.
Det gennemsnitlige lønniveau for pædagoger i Albertslund kommune er ifølge notatet lidt lavere sammenlignet med de omkring liggende kommuner. Den gennemsnitlige årsløn for en pædagog i Albertslund er således 522.000 kroner årligt inklusiv pension, mens den i Brøndby er på 525.000 kr. og i Glostrup 529.000 kr. Forskellen er dog relativ beskeden, målt i procent, nemlig henholdsvis 0,57 procent og 1,33 procent.

Notatet viser dog også, at lønniveau for pædagoger i Albertslund har været faldende gennem en længere årrække – de seneste år er lønniveauet i Albertslund kommune således faldet helt ud af top 20. Det relative lønniveau er ifølge BUPL påvirket af følgende forhold:
1) Placering i områdetillæg – Albertslund kommune er i den bedst lønnede gruppe af kommunerne (gruppe 4). Der er 21 kommuner i områdetillægsgruppe 4, 9 kommuner i gruppe 3, 5 kommuner i gruppe 2, 13 i gruppe 1 og 50 i gruppe 0. Afstanden mellem hvert trin svinger som nævnt med mellem 0,7 og 0,9 pct.
2) Anciennitetssammensætningen i kommunen.
3) Niveauet for den lokalt forhandlede løn.
4) I mindre grad vil også niveauet for særlige tillæg spille en rolle.
I forhold til lønanciennitet har Albertslund en smule højere lønanciennitet end landsgennemsnittet med 56 pct. pct. pædagoger med +10 års anciennitet mod et landsgennemsnit på 53 pct. Samlet set betyder ancienniteten at Albertslunds niveau for garantiløn ligger 0,32 pct. over landsgennemsnittet, hedder det.
Om lokallønsniveauet hedder det, at lokallønsprocenten ud af den samlede lønsum ligger på 5,6 procent – altså hvad der er forhandlet udover overenskomstens garantiløn. Denne lokallønsprocent er ifølge BUPL faldet mærkbart i forhold til den sidste beregning fra 2024 hvor den var på 6,62 pct.
Om pædagoger i daginstitution fremgår det andetsteds af en BUPL-opgørelse vedr. lønninger på landsplan:
Nyuddannet:
Månedsløn pr. oktober 2026 inklusive pension: 39.060 kroner
10 års anciennitet:
Månedsløn pr. oktober 2026 inklusive pension: 45.160 kroner
Med 15 års anciennitet:
Månedsløn pr. oktober 2026 inklusive pension: 46.820 kroner
Anciennitet
I forhold til lønanciennitet har Albertslund en smule højere lønanciennitet end landsgennemsnittet med 56 pct. pct. pædagoger med +10 års anciennitet mod et landsgennemsnit på 53 pct. Samlet set betyder ancienniteten at Albertslunds niveau for garantiløn ligger 0,32 pct. over landsgennemsnittet.

Figur, udarbejdet på grundlag af data fra BUPL. Viser anciennitet blandt pædagogerne i Albertslund.
Et spørgsmål om fastholdelse
Ifølge Helge Bo Jensen, byrådsmedlem for Enhedslisten, handler det ikke om lønnens størrelse, men om forskellen på lønninger i forhold til omkringliggende kommuner.
-For os handler det om at kunne fastholde og tiltrække kvalificerede medarbejdere og her kan selv små forskelle i lønningerne være udslagsgivende. Derfor har det været vigtigt for os at arbejde for et lønløft, så det blev mere attraktivt at arbejde som pædagog i Albertslund, siger Helge Bo Jensen.