11 nye politikker sendes i høring i Albertslund
Borgere, foreninger, organisationer og andre interesserede får frem til 23. oktober mulighed for at komme med bemærkninger til Albertslund Kommunes nye politikker for perioden 2027-2030
Kim Sejr, journalist
Albertslund Kommune sender nu en omfattende pakke af nye politikker i offentlig høring. I alt 11 politikområder er omfattet, og borgerne får dermed mulighed for at påvirke den overordnede retning for en række centrale dele af kommunens arbejde de kommende fire år.
Høringen løber frem til 23. oktober 2026. Herefter skal høringssvarene indgå i det videre politiske arbejde, og kommunen forventer, at de endelige politikker bliver vedtaget i december 2026.
Borgerinput indgår i arbejdet
De nye politikker er udviklet på baggrund af input fra borgere. I april blev der afholdt arrangementet ”Politikker på tværs”, hvor Albertslund-borgere kunne komme med forslag og perspektiver til kommunens kommende politikker.
Siden har fagudvalgene arbejdet videre med materialet, og de færdige forslag er nu sendt i høring.
Politikkerne skal sætte den overordnede retning for kommunens arbejde. Ifølge kommunen bygger de videre på Albertslunds politiske vision med fokus på stærke fællesskaber, nærhed, grønne ambitioner, børnene og det gode hverdagsliv.
Fra børn og skole til erhverv og beskæftigelse
Høringen omfatter en bred vifte af kommunale områder. Der skal blandt andet fastlægges en ny sammenhængende børne- og ungepolitik, som skal skabe en fælles retning for arbejdet med børn, unge og familier. Fokus er blandt andet på sammenhængende indsatser, trivsel og på, at børn og unge skal have indflydelse og mulighed for deltagelse i eget liv.
Også skole-, fritids- og uddannelsespolitikken er i høring. Her er der fokus på faglig progression, en varieret skoledag, stærke og inkluderende fællesskaber samt på, at flere unge gennemfører en kompetencegivende uddannelse eller får tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet.
På dagtilbudsområdet skal den nye dagtilbudspolitik blandt andet sætte retning for arbejdet med børnefællesskaber, læring, udvikling og trivsel samt kvaliteten i de pædagogiske tilbud.
Sundhed og ældre
Der er også lagt op til nye politiske rammer for sundheds- og ældreområdet. Forebyggelses- og sundhedspolitikken har fokus på, at flere borgere skal have mulighed for at leve et sundt og aktivt liv. Kommunen fremhæver blandt andet sundhed i hverdagen, fællesskaber og lokale tilbud tæt på borgerne.
Den nye ældrepolitik har fokus på selvstændighed, sammenhæng, kvalitet og værdighed. Blandt de centrale elementer er tværfagligt samarbejde, forebyggelse, rehabilitering og faglighed på ældreområdet.
Idræt og kultur
Idræts- og kulturlivet får også nye politiske rammer. Idrætspolitikken skal sætte en fælles retning for kommunens arbejde med et idrætsliv, hvor foreningerne spiller en central rolle i forhold til fællesskaber, trivsel og fysisk aktivitet.
Kulturpolitikken har blandt andet fokus på et mangfoldigt og tilgængeligt kulturliv. Kommunen fremhæver kulturens betydning for trivsel, livskvalitet og fællesskaber samt ønsket om, at børn og unge møder kulturen tidligt og får mulighed for både at opleve, skabe og præge kulturlivet.
På det sociale område sendes en ny social- og handicappolitik i høring. Den skal blandt andet understøtte helhedsorienterede indsatser for borgere med handicap og sociale problemer og skabe bedre muligheder for, at udsatte borgere kan blive en aktiv del af samfundet gennem blandt andet job eller uddannelse.
Derudover skal både erhvervspolitikken og beskæftigelsespolitikken fastlægge den overordnede retning på deres respektive områder.
Beskæftigelsespolitikken har blandt andet fokus på, at flere borgere får mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet, mens uddannelse og arbejde ses som veje til selvforsørgelse, fællesskab og øget livskvalitet.
Endelig er en fællesskabs- og antiracismepolitik blandt de forslag, der sendes i høring. Den har fokus på, at alle albertslundere skal have mulighed for at være en del af inkluderende og meningsfulde fællesskaber.
Mulighed for at komme med høringssvar
Kommunen opfordrer borgere og andre interesserede til at læse en eller flere af politikkerne og komme med bemærkninger, forslag eller input.
Høringssvar skal sendes til lqy@albertslund.dk senest 23. oktober 2026. De nye politikker forventes efter høringsperioden at blive endeligt vedtaget i december.
Kommunen understreger samtidig, at høringssvar generelt bliver vurderet og sendt videre til politisk behandling, når en offentlig høring er afsluttet.