Albertslund Kommune presser på for svar om byggestart på Posthusgrunden
Kommunen frygter, at tidsfristen for byggeriet i Albertslund Centrum ikke bliver overholdt – ejendomsudvikler forsikrer, at byggeriet nok skal gå igang
Kim Sejr, journalist
Ejendomsudviklingsselskabet Momentum har smølet med planerne om at sætte et byggeprojekt i gang på den tome Posthusgrund i Albertslund midtby. Kommunen efterlyser derfor en konkret tilbagemelding og varsler gennem sin advokat, at den i sidste ende kan overveje at købe grunden tilbage.
Kommunen er nemlig i tvivl om, hvorvidt projektet kan nå at blive påbegyndt inden fristen den 31. december 2026. I en henvendelse til Michael Sheikh gør kommunen opmærksom på, at den fortsat ikke har modtaget en byggeansøgning for projektet. Samtidig efterlyser kommunen en tilbagemelding om, hvordan selskabet vil sikre, at byggeriet rent faktisk bliver realiseret inden for den fastsatte tidsramme.
Selskabets administrerende direktør, Mikael Sheik, forsikrer dog over for Albertslund Nyt, at byggeprojektet ikke er opgivet, men blot noget forsinket.
-Byggeprojektet bliver absolut til noget, men der har bare været forskellige ændringer i projektet, der har været med til at udsætte det lidt. Vi arbejder med at få projektet færdigt til tiden og det er muligt at vi ikke når det til tidsfristen 31. december, men vi vil så være i tæt dialog med kommunen om det fortsatte forløb, lyder det fra Mikael Sheik.
Kommunen lægger ikke skjul på sin frustration over det langstrakte forløb, der har været i gang siden 2022 og 2023. Der har ganske rigtigt været en del ændringer i projektet – blandt andet ny situationsplan, en ændret indkørsel og et ændret facadeudtryk med større fokus på erhvervsdelen. Processen med disse tilpasninger har blot taget lang tid uden at føre til et egentligt resultat.
Omvendt understreger kommunen, at den er indstillet på at modtage og sagligt behandle nye projektønsker. Der er også forståelse for, at den detaljerede projektering kan gøre visse justeringer nødvendige.
Planen var boliger og erhverv
Da Albertslund Kommune i 2022 valgte at udbyde Posthusgrunden, var det med udgangspunkt i et allerede udarbejdet skitseprojekt og en gældende projektlokalplan. Formålet var at gøre det muligt for den vindende tilbudsgiver at komme hurtigt i gang med byggeriet.
Det oprindelige projekt omfattede cirka 7.638 kvadratmeter etagebyggeri fordelt på omkring 5.938 kvadratmeter boliger og 1.700 kvadratmeter erhverv. Projektet skal bidrage til at udvikle og fortætte Albertslund Centrum i overensstemmelse med de politiske visioner for bymidten.
Også lokalplan 7.16 fra 2020 lagde op til en blandet bebyggelse med boliger og erhverv. Planen giver mulighed for et byggeri på mellem to og ti etager med butikker og andre publikumsorienterede funktioner i stueetagen.
Udvalgsformand ønsker afklaring
-Som formand for Plan- og Byudviklingsudvalget deler jeg fuldt ud den utålmodighed, som mange borgere føler, når de ser den tomme Posthusgrund midt i vores centrum. Vi valgte bevidst en udbudsmodel med et færdigt skitseprojekt for at sikre hurtig handling, og det er stærkt beklageligt, at processen har trukket så meget ud, siger Michael Melchert(LA) og fortsætter:
-Når det er sagt, har jeg også fuld forståelse for, at de løbende projektjusteringer under detailprojekteringen tager tid for bygherren, og det er afgørende, at projektet behandles med stor omhyggelighed. Posthusgrunden har en unik placering, og vi skal sikre os en gennemarbejdet og god løsning, der passer perfekt ind i Albertslund Centrum.
Status lige nu er, at forvaltningen fortsat er i en konstruktiv dialog med bygherren, som har stillet i udsigt, at de vender tilbage med noget konkret i næste uge. Det afventer jeg nu resultatet af. Tidsfristen den 31. december 2026 rykker dog hurtigt nærmere.
Hvis der ikke ligger en afklaring inden længe, bringer vi en sag i Økonomiudvalget inden årets udgang. Her vil vi politisk tage stilling til det videre forløb – herunder om vi skal se på en forlængelse, eller om vi skal gøre brug af vores servitutsikrede ret til at købe grunden tilbage for at sikre byudviklingen, siger Michael Melchert.