Foreninger kan miste adgang til kommunale lokaler i to år
Foreninger og politiske partier i Albertslund risikerer fremover at blive udelukket fra at låne kommunale lokaler i op til 24 måneder, hvis de bryder reglerne. Kommunen får også mulighed for at opkræve betaling for ekstra rengøring og reparationer
Kim Sejr, journalist
Albertslund Kommune indfører nye sanktioner over for foreninger og politiske partier, der misbruger eller misligholder lån af kommunens faciliteter. Ifølge forvaltningen har der i enkelte tilfælde været problemer med, at låneforholdene ikke blev overholdt. Det kan både handle om lokalernes stand efter brug og om anvendelse til andre formål end dem, der er givet tilladelse til.
De nye regler skal således sikre, at lokalerne bliver brugt til de formål, de er godkendt til, og at de afleveres i ordentlig stand efter brug. Hidtil har kommunen ikke haft formelle sanktionsmuligheder ved misligholdelse af vederlagsfrie lån, men det har Kommunalbestyrelsen nu vedtaget efter indstilling fra Økonomiudvalget.
Kan koste adgang til lokaler i to år
Med de nye regler kan en forening eller et politisk parti blive midlertidigt udelukket fra at låne kommunale lokaler ved grov misligholdelse. Det kan eksempelvis ske, hvis et lokale bruges til et andet formål end det oplyste eller godkendte, hvis lokalet videreudlånes til andre, eller hvis der bookes lokaler på vegne af andre foreninger, organisationer eller personer i strid med reglerne.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 24. september at skærpe den foreslåede sanktion. I det oprindelige forslag lød udelukkelsesperioden på 12 måneder, men et flertal bestående af A, C, F og L ønskede perioden forlænget til 24 måneder. B stemte her imod ændringsforslaget. Økonomiudvalget tiltrådte efterfølgende indstillingen og præciserede, at sanktionerne også kan rettes mod enkelte personer eller flere personer.
Regning for ekstra rengøring og skader
De nye regler giver også kommunen mulighed for at kræve betaling, hvis lokalerne ikke afleveres i den aftalte stand.Det kan eksempelvis være nødvendigt at opkræve betaling for ekstraordinær rengøring eller for reparation og erstatning af beskadiget inventar.
Betalingen skal fastsættes på baggrund af de faktiske udgifter. Inden kommunen træffer afgørelse om at opkræve et beløb, skal den berørte forening eller det politiske parti have mulighed for at udtale sig i sagen.
Det samme princip gælder ved beslutninger om midlertidig udelukkelse fra at låne lokaler.
Ved private og kommercielle udlån har kommunen allerede mulighed for at opkræve betaling eller tilbageholde et depositum ved misligholdelse. De nye regler skal give kommunen tilsvarende redskaber ved gratis udlån.
Forvaltningen vil informere foreninger og politiske partier om de ændrede retningslinjer via foreningsportalen. Reglerne vil også fremgå af den kvitteringsmail, som brugerne modtager, når de booker kommunale faciliteter.
Kultur- og Fritidsudvalget ønsker desuden en årlig status over, hvor mange sanktioner der bliver anvendt. Beslutningen skal understøtte en ansvarlig brug af kommunens faciliteter og sikre, at lokalerne fortsat er tilgængelige i ordentlig stand for de mange foreninger og borgere, der benytter dem.
Den eneste, der ikke kunne godkende de nye regler på sidste møde i kommunalbestyrelsen var Muzafar Ahmed (B).