Dansk Folkeparti klager over fraklip i streaming fra byrådsmøde
En sekvens fra kommunalbestyrelsesmødet 6. oktober blev fjernet, men er nu tilbage igen – dog uden lyd
Kim Sejr, journalist
Ved kommunalbestyrelsesmødet 6. oktober gik bølgerne lidt højt omkring udmøntningen af budgetforliget hvori indgik placering af et Dannebrogsflag i bysalen og under en pause stak Enhedslisten, SF og de radikale hovederne sammen. En del af denne samtale blev efterfølgende klippet ud af streamingen, hvilket DF har opponeret imod.
DF´s Tina B. Nielsen har klaget over fraklippet og kræver, at den fulde optagelse bliver tilgængelig.
- Vi forlanger, at optagelserne fra kommunalbestyrelsens møder er tilgængelige i deres fulde længde, og at det klippede stykke bliver lagt tilbage.
- Borgerne har krav på at kunne følge med i, hvad der foregår i deres kommune. Offentlighed og gennemsigtighed må aldrig afhænge af, hvem der bliver stillet i et dårligt lys. Vi vil have hele optagelsen tilbage - uden klip og uden bortforklaringer, siger byrådsmedlemmet for Dansk Folkeparti.
Det radikale byrådsmedlem, Hediye Temiz, var et af de omtalte byrådsmedlemmer der havde samtalen i pausen og bekræfter, at emnet netop var håndtering af spørgsmålet om at få udmøntningen af Dannebrogsflaget på som et selvstændigt på dagsordenen ved et efterfølgende møde i kommunalbestyrelsen.
- Som jeg forstår det, var det en fejl, at mikrofonen var tændt, og vi havde så en samtale, der er blevet klippet ud. Til møder i kommunalbestyrelsen er det jo reelt kun det vi indtegner os til at sige, der bliver streamet. Snakker vi indbyrdes på kryds og tværs om nogle sager, bliver dette jo heller ikke streamet, anfører Hediye Temiz.
Klip tilbage uden lyd
Albertslund Nyt har bedt forvaltningen om en kommentar, der er vendt tilbage med følgende:
- På kommunalbestyrelsesmødet den 6. oktober blev en af mikrofonerne i livestreamingen ved en teknisk fejl ikke slukket i de første 10-20 sekunder af en pause.
- Det er ellers almindelig praksis, at mikrofonerne slukkes i pauserne, da de ikke er en del af det officielle møde. Det sker også for at undgå at optage private samtaler og oplysninger i strid med databeskyttelsesreglerne.
- For at håndtere fejlen blev sekvensen med pausen i første omgang klippet ud af optagelsen. For at undgå forvirring om, hvilken sekvens der er klippet ud, lægger vi nu den oprindelige livestreaming op på hjemmesiden igen. De 10-20 sekunder af pausen, hvor mikrofonen ved en fejl ikke var slukket, vil dog være uden lyd.
- Det hænder, at vi er nødt til at fjerne lyden fra dele af optagelserne af kommunalbestyrelsesmøder. Det gør vi for eksempel, hvis en borger fremlægger fortrolige eller private oplysninger under spørgetiden, hedder det i forvaltningens kommentar.