Albertslund inviterer til smagfulde fortællinger
Hvordan dufter maden fra din barndom? Og hvilken ret får dig til at tænke på din hjemstavn? Det er nogle af spørgsmålene, når Albertslund Bibliotek og Albertslund Bydelsmødre inviterer til Madfortællinger
Mad er mere end noget, vi spiser. Dufte og smage kan vække nogle af vores tidligste minder og bringe os tilbage til barndommen, familien og det sted, vi kommer fra.
Det er netop madens evne til at fortælle historier, der er i centrum, når der onsdag 14. oktober kl. 17.30-19.00 inviteres til Madfortællinger på Albertslund Bibliotek.
Albertslund er en by med borgere med rødder i mere end 100 forskellige nationaliteter. Det betyder også, at byen rummer et væld af forskellige madtraditioner.
Til arrangementet vil bydelsmødre og andre madentusiaster fortælle om mad fra deres hjemstavn og dele smagsprøver med deltagerne. På den måde bliver maden et udgangspunkt for at mødes, udveksle historier og lære hinanden bedre at kende.
Vil du dele din egen madfortælling?
Deltagerne får også mulighed for selv at bidrage med en ret fra deres hjemstavn. Hvis man har lyst til at lave mad og dele smagsprøver ud, kan man kontakte Ditte Nesdam-Madsen på ddt@albertslund.dk.
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding via bibliotekets hjemmeside.
Forsmag på litteraturfestival
Madfortællinger er samtidig en optakt til litteraturfestivalen Avisen Live, der finder sted 24. oktober. Her optræder den syrisk-kurdiske forfatter Jan Pêt Khorto, som blandt andet arbejder med poesi om sin hjemstavnsmad.
Arrangementet Madfortællinger er støttet af Nordea-fonden og Statens Kunstfond.
-kis