Kortfilm skal optages i Albertslund
Albertslund Kommune støtter produktionen af kortfilmen Me & I med 30.000 kroner. Stort set hele filmen skal optages i Albertslund
Kim Sejr, journalist
Albertslund bliver snart kulisse for en ny kortfilm om identitet, psykisk sygdom og flugt.
Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at bevilge 30.000 kroner til produktionen af Me & I, der er skrevet og instrueret af Mazen Haj Kassem og co-produceres af Daniel Dahl. Kassem er medlem af European Film Academy.
Filmen fortæller historien om to mennesker fra forskellige kulturer, hvis liv forbindes gennem en fælles, men usynlig kamp med psykisk sygdom. Ifølge ansøgeren bygger historien blandt andet på instruktørens egne erfaringer og research.
Albertslund bliver filmkulisse
Stort set hele kortfilmen skal optages i Albertslund. Kun enkelte scener forventes optaget uden for kommunen, blandt andet i en lufthavn.
Men ambitionen er ikke kun at bruge Albertslund som kulisse. Filmskaberne ønsker også at inddrage lokale unge og andre borgere med interesse for filmproduktion. De lokale deltagere får mulighed for at hjælpe til under optagelserne og dermed få praktisk erfaring med, hvordan en professionel filmproduktion foregår.
Når filmen er færdig, er planen, at den skal vises offentligt i Albertslund. Der er ifølge ansøgningen indgået aftale med MusikTeatret om en visning cirka en til to måneder efter filmens færdiggørelse.
Efter visningen skal publikum kunne møde filmskaberne ved en Q&A og samtale om både filmens temaer og den kreative proces.
Målgruppen er blandt andre unge, studerende og borgere med interesse for film, kultur, mental sundhed og integration. Filmskaberne har desuden ambitioner om at sende Me & I videre til internationale filmfestivaler efter premieren.
Kommunen ser lokal forankring
Albertslund Kommune fremhæver projektets lokale forankring som en væsentlig grund til støtten.Kommunen vurderer blandt andet, at projektet giver borgerne mulighed for ikke blot at opleve kultur, men også at deltage aktivt i en kunstnerisk proces.
De 30.000 kroner skal blandt andet bruges til projektløn, honorarer i forbindelse med Q&A-arrangementet, teknisk afvikling, markedsføring samt plakater og flyers.
Det samlede filmprojekt har et budget på omkring 100.000 kroner. Filmskaberne har derfor også søgt regionale og nationale film- og kulturfonde samt private fonde og sponsorer.
Bevillingen fra Albertslund Kommune er givet under forudsætning af, at de øvrige ansøgte fonde og sponsorer også bidrager til projektet.