Hvordan skal man hilse på jobbet? hilseformer til politisk diskussion
Et håndtryk, et kram, et nik eller bare et hej? Økonomiudvalget i Albertslund Kommune skal drøfte, hvordan medarbejderne møder og hilser på hinanden på kommunens arbejdspladser
Kim Sejr, journalist
Hvordan vi hilser på vores kolleger, kan umiddelbart virke som en lille detalje i arbejdsdagen. Men i Albertslund Kommune bliver hilseformer nu gjort til genstand for en politisk drøftelse.
Kommunaldirektøren indstiller således, at Økonomiudvalget på sit møde imorgen 29. september drøfter hilseformer på kommunens arbejdspladser.
Baggrunden er et ønske fra Økonomiudvalget om at sætte fokus på, hvordan medarbejdere møder hinanden i hverdagen.
Ifølge sagsfremstillingen har måden, man møder og hilser på hinanden, betydning for både arbejdsmiljøet og fællesskabet på arbejdspladsen.
De daglige møder mellem kolleger kan være med til at styrke tillid, trivsel og samarbejde, mens manglende opmærksomhed omvendt kan skabe afstand og usikkerhed. Dermed bliver noget så dagligdags som en hilsen også en del af kulturen på den enkelte arbejdsplads.
Plads til forskellige grænser
Kommunen fremhæver samtidig, at medarbejdere kan have forskellige grænser for fysisk kontakt og måden, de ønsker at hilse på.
Albertslund Kommune ønsker ifølge sagsfremstillingen at være en tryg og rummelig arbejdsplads, hvor forskellighed er velkommen, og hvor der er forståelse for, at medarbejdernes personlige grænser ikke nødvendigvis er ens.
Diskussionen om hilseformer skal derfor også ses i sammenhæng med kommunens eksisterende retningslinjer for at skabe gode arbejdspladser uden mobning og chikane.
Der lægges i indstillingen ikke op til, at kommunen skal beslutte én bestemt måde, som medarbejderne skal hilse på. Økonomiudvalget bliver i første omgang bedt om at drøfte emnet og betydningen af hilseformer på de kommunale arbejdspladser.