Fransk delegation fik inspiration fra Albertshøj

Fransk delegation fik inspiration fra Albertshøj

Hvordan ser et godt plejehjem ud? Det fik en fransk delegation mulighed for at se nærmere på, da 14 direktører og ledere fra det franske ældre- og omsorgssystem onsdag besøgte plejecentret Albertshøj i Albertslund

Der var både fransk, engelsk og dansk på programmet, da Albertshøj onsdag den 7. oktober fik internationalt besøg.

Den franske delegation, som består af 14 direktører og ledere fra det franske ældre- og omsorgssystem, var i Danmark for at hente inspiration til ældreplejen. Besøget på Albertshøj var en del af et program, som den danske ambassade i Paris havde sammensat.

Besøget begyndte med smørrebrød, inden delegationen fik en introduktion til Albertshøjs historie, størrelse og værdigrundlag. Herefter blev de 14 besøgende delt i to grupper, så de kunne komme tættere på både hverdagen på plejecentret og de principper, der ligger bag arbejdet med beboerne.

Fokus på helhedspleje og den nye ældrelov

Den ene gruppe fik blandt andet en introduktion til den nye ældrelovs betydning og til arbejdet med helhedspleje på Albertshøj. Her blev der også fortalt om seks konkrete borgere og deres historier.

For medarbejderne på Albertshøj er det vigtigt at kende den enkelte borgers historie, når vedkommende flytter fra sit eget hjem og ind på plejecentret. Kendskabet til mennesket bag behovet for pleje er med til at skabe et bedre udgangspunkt for en respektfuld og individuel indsats.

Den anden gruppe fik en rundvisning på plejecentret. Her besøgte de blandt andet de samme seks borgere og fik mulighed for at se deres boliger og hverdagsmiljø. Delegationen kom også en tur i sansehaven på tredje sal og fik demonstreret, hvordan loftlifte fungerer i praksis.

Netop loftliftene vakte interesse hos de franske gæster, da denne type hjælpemiddel ikke er så udbredt i den franske ældrepleje.

Også lærerigt for Albertshøj

Det var Camilla Pedersen, leder for plejeboligområdet i Albertslund Kommune, og afdelingsleder Tanja Thor Møller, der stod for modtagelsen af delegationen. Camilla Pedersen fortæller, at besøget ikke kun var lærerigt for de franske gæster, men også for Albertshøj.

- Jeg er stolt af ledere og medarbejdere, som hver dag gør et kæmpe arbejde, og som i den grad gør Albertshøj til et fantastisk sted, som det er værd at være stolt af og vise frem, som vi gjorde i går. De franske gæster var meget positivt overraskede over besøget og over, hvor dejligt et sted det er.

Hun peger samtidig på, at det at skulle forklare og sætte ord på den daglige praksis kan give anledning til refleksion hos medarbejderne.

- Når man skal fortælle udenlandske fagfolk, hvorfor man gør tingene på en bestemt måde, bliver det nødvendigt at sætte ord på mange af de rutiner og værdier, som ellers er en naturlig del af hverdagen.

Den franske delegations besøg i Danmark foregår fra den 6. til den 8. oktober. Programmet omfatter flere besøg, der skal give de franske ledere indblik i den danske ældre- og omsorgssektor. Ud over Albertshøj besøger delegationen blandt andet SOSU H i Brøndby.

-kis

8/10 2026