På svampetrip i Albertslund

På svampetrip i Albertslund

Albertslund Bibliotek byder velkommen til åbningen af Biotopias nye svampestation i deres nyanlagte område Svamperiget den 5. september

Af Hans Windeløv

Drøm med digterne, tænk med talentforskerne, skab med kunstneren, lad dig fascinere af fascinationen og lyt med, når vores ageren i økosystemet bliver diskuteret. 

Mød forskere, dyrkere, digtere og kunstnere, som alle beskæftiger sig med svampe og er optaget af deres forunderlige rolle i vores økosystem

Lyder det vildt, er det ikke skudt helt forbi. Men det er samtidig helt nede på jorden….og under den. 

Det handler nemlig om svampe og muligheden for at opleve dem i en meget større sammenhæng, end vi er vant til fra jagten og sankningen på dem i skovbunden og køledisken. 

Og netop det bliver muligt, når det nye projekt, Albertslund Mycelium har verdenspremiere med åbningen af sin første svampestation den 5. september.

Borgerne er medspillere i projektet
Initiativet åbner døren til svamperiget fra flere forskellige vinkler – og inviterer samtidig borgerne til selv at tage del i projektet. Håbet blandt initiativtagerne på Albertslund Bibliotek er, at det kan udvikle sig til et større fællesskab, som med tiden finder sammen omkring svampestationer flere steder i byen.

 Den første svampestation bliver indviet 5. september i det nyanlagte område Svamperiget, som er en del af Biotopia-området. Stationen tager helt konkret form som en plantekasse, men ambitionen rækker langt videre end selve kassen. 

Tanken er, at frivillige borgere i fællesskab skal være med til at forme stationen og bestemme, hvordan projektet skal udvikle sig. De skal dyrke og passe både stationen og svampene – og senere selv være med til at sanke og spise dem.

- Vi håber, at borgerne får lyst til at engagere sig og gøre svampestationen til deres egen. Det er netop fællesskabet omkring svampene, der er en vigtig del af projektet, siger Jon Auring Grimm, litteraturformidler på Albertslund Bibliotek og en af initiativtagerne.

Kun toppen af isbjerget
Meningen er, at seks svampestationer skal skyde op i byen. Ud over den i Biotopia er der planlagt stationer ved biblioteket, i Hyldespjældet og en skolehave. De to sidste har man endnu ikke truffet afgørelse om, hvor skal ligge. 

Litteraturformidler på Albertslund Bibliotek, blandt initiativtagerne til projektet og til lejligheden den 6. september, arrangementets husfilosof, Jon Auring Grimm glæder sig til indvielsen af svampestationen. Her er han fanget af en om omgang vild vækst - vist nok nederst i billedet.

- Svampe er fantastiske organismer. Vi ser jo kun toppen af isbjerget, når myceliet, svampenes tætvævede rodnet under jorden, finder det gunstigt at skyde sine frugter op over jorden i form af svampe. Og netop rodnettet er fantastisk, idet det sender signaler og kommunikerer på tværs af netværket og på den måde fordeler ressourcer.

- Det er faktisk et økosystem, som er meget større end os selv. Det er på en måde det, vi også gerne vil afspejle med projektet over jorden. Interesserede borgere får nemlig mulighed for at skabe et fællesskab. 

- Man er med til at passe og pleje svampestationerne. Her kan man undersøge og sætte sig nærmere ind i, hvad svampe egentlig er for en størrelse. Fællesskabet lægger op til netværk og til, at man kan undre sig sammen og inspirere hinanden til at udforske hele universet nærmere, siger Jon Auring Grimm. 

Poetisk vandring og strikket mycelium
Netop premieredagens program i Biotopia giver da også en forsmag på de mange alternative ruter ind i svampenes univers. Litteraturformidleren er til lejligheden projektets Husfilosof, og han kommer ind på, hvad svampene kan lære os om vores egen plads i økosystemet, og hvordan de kan og har inspireret os igennem tiderne.  

Shëkufe Tadayoni Heiberg er en af de tre digtere som deltager i svampearrangementet med tekster, oplæsning og poetisk vandring i Biotopia. 

- Det gør de stadig. Derfor har vi sammensat et program, hvor de tre digtere Shëkufe Tadayoni Heiberg, Lars Emil Foder og Nicolaj Stochholm, hver især præsenterer nyskrevne digte om natur og svampe på dagen.

- I alt skal der skrives seks digte, så hver svampestation bliver forsynet med et af dem. På dagen kan man også følge digterne på en poetisk svampetur, forklarer han. 

Naturvejleder Stine Schroll Kærgaard fra Albertslunds Verdensmålscenter, laver nogle børnerettede svampeaktiviteter. Og så lægger kunstneren Gitte Juul vejen forbi. Hun er i gang med at skabe en stor såkaldt svampesfære. Strikket i stof.

- Svampesfæren er faktisk tænkt som en slags mycelium i form af strikkede jordkloder. Hun har allerede færdiggjort en enkelt, som bliver vist på svampestationen. 

- Ligesom med digterne kan man gå i dialog med hende om projektet, høre nærmere om inspirationskilder, strikketeknik, og så kan man selv blive involveret og hjælpe til med strikkeprojektet for de øvrige jordkloder. 

På dagen kan man også hjælpe kunstneren Gitte Juul med konstruktionen af svampesfærerne i form af strikkede jordkloden.    

- Hvis man allerede nu vil have en forsmag på det univers, hun bevæger sig rundt i, kan man runde biblioteket. Også her er der opstillet en svampestation. Den har Gitte Juul været med til at skabe ved hjælp af mycelium, siger Jon Auring Grimm     

Mange indgangsvinkler
Svampeentusiast og svampeproducent Kyle Cometta fra Funga Farm melder sig også under fanerne på dagen. Han fortæller om sin store fascination af svampe og sit arbejde med dem. Og så er det ham, som forsyner svampestationerne med DNA i form af mycelium. 

Husfilosoffen bidrager også selv med et indlæg. Med udgangspunkt i svampene fortæller han om, hvordan svampenes verden godt kan minde om vores egen måde at organisere os på. Her er der lagt op til overvejelser af den eksistentielle art.

- Byens borgere kan jo have mange forskellige indgangsvinkler til svampenes univers. Vi forsøger at pirre deltagernes nysgerrighed, så de måske får en a-ha-oplevelse og bliver inspireret og også selv vil bidrage med helt nye indgangsvinkler, siger han

Svampekommunikation via elektriske signaler
På forskningsfronten er der også mulighed for fordybelse. Tre gymnasieelever, hvoraf de to er fra Albertslund, er allerede slået ind på en mere videnskabelig tilgang til svampenes verden. 

De tre talentforskere deltager i åbningen af svampestationen i Biotopia. 

Ajdin Redzepovic, Elias Dion Sandberg og Ardin Maksuti vil fortælle om, hvordan svampe kommunikerer via elektriske signaler. Deres interesse for svampe startede allerede i folkeskolen. Og som talentforskere i gymnasiet har de allerede deltaget i flere internationale svamperelaterede workshops og konkurrencer. 

- Da vi i arrangørgruppen i sin tid gik i gang med at diskutere projektet, kom det de unge forskerspirer for øre. De henvendte sig selv for at høre, om de kunne bidrage til projektet. 

- Som sagt så gjort. Og nu er de altså klar til at fortælle både om svampenes kommunikation og sikkert også mange andre ting, siger Jon Auring Grimm.

Han kommer ind på, at der også er lagt op til picnic i området, og opfordrer gæsterne til at medbringe madkurv og drikkevarer. Og hvem ved, måske er det muligt at smage på en svamp også.

Tid og sted:
Lørdag den 5. september 2026 kl. 13.00 - 15.00
Biotopia, Albertslund

21/8 2026
  • Kæmpen Thomas fylder 10 år – og det skal fejres

    Kæmpen Thomas fylder 10 år – og det skal fejres

    fritid-og-sport ›Søndag 6. september inviteres børn og familier til fødselsdag hos den folkekære trætrold Thomas på Høeghsbjerget i Kongsholmparken. Her venter både byggeworkshop og fødselsdagsboller
  • Sommermarked i Albertslund til humanitær hjælp

    Sommermarked i Albertslund til humanitær hjælp

    fritid-og-sport ›Lørdag 29. august inviterer Folkekirkens Nødhjælp til sommermarked på Herstedvang 10 i Albertslund. Her kan både børn og voksne gå på jagt efter gode genbrugsfund
  • BS72 afgjorde lokalbraget kort før tid

    BS72 afgjorde lokalbraget kort før tid

    fritid-og-sport ›Albertslund IF havde de fleste chancer, men BS72 havde Daniel Marquardt i målet – og den nødvendige skarphed i den anden ende. Et mål kort før tid sikrede hjemmeholdet en 2-1-sejr i lokalbraget
  • 173.000 kroner fordelt til kulturlivet i Albertslund

    173.000 kroner fordelt til kulturlivet i Albertslund

    fritid-og-sport ›Syv kulturforeninger i Albertslund får tilsammen 173.000 kroner i driftsstøtte i 2027, har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet
  • Nul stjerner – Forlænget weekend i Albertslund

    Nul stjerner – Forlænget weekend i Albertslund

    fritid-og-sport ›Det succesfulde program 'Nul stjerner' fra DR med Jan Elhøj og Morten Kirckhoff vender tilbage til de skrå brædder med en helt ny live-tour, som bagmændene kalder Nul Stjerner Det Store Rejseshow 2
  • Skæg, sjov, show og Østkyst Hustlers

    Skæg, sjov, show og Østkyst Hustlers

    fritid-og-sport ›Der er lagt op til et super show sidste weekend i august, når Albertslund Centrum blænder op for hip-hop-legender og underholdning i topklasse
  • Chief 1 spiller til Markedsdag i Nord

    Chief 1 spiller til Markedsdag i Nord

    fritid-og-sport ›Den danske musiker, rapper og producer Chief 1 går på scenen, når Albertslund Nord lørdag den 22. august inviterer til markedsdag med musik, loppemarked, madboder og aktiviteter for hele familien
  • Mungo Park søger Albertslund-par: Lad jeres hjem blive til en teaterscene

    Mungo Park søger Albertslund-par: Lad jeres hjem blive til en teaterscene

    fritid-og-sport ›Tre skuespillere, 30 publikummer og Henrik Ibsens berømte ægteskabsdrama kan snart rykke ind i en privat stue i Albertslund. Mungo Park søger lokale par, der vil lægge hjem til den anmelderroste forestilling Et dukkehjem