Budgetforhandlinger mødt med demonstranter
Komunalbestyrelsens første forhandlinger om budgettet blev mødt af demonstranter, såvel uden for som inden for
”Læs, hvad der står, bevar Storagergård!” gjaldede det taktfast i kor fra unge demonstranter, der havde trodset tirsdagens våde vejr og var mødt frem til demonstration lige over for kommunalbestyrelsens mødelokaler på rådhuset.
En af deltagerne var Priscilla Ghimire, 13 år, der havde opfordret alle til at møde frem for at protestere mod planerne om at sammenlægge klubberne Storagergård og Bakkens Hjerte – som i givet fald ville føre til lukningen af Storagergård.
En katastrofe ifølge Priscillae og hendes mange klubkammerater, der var mødt frem.
- Vi kan ikke leve uden klubben, det er her vi har vores venner og det er her jeg mødes med mine bedste veninder og laver ting sammen. Vi har de bedste pædagoger, som vi er meget glade for, og de kan ikke bare erstattes, siger Priscilla.

Også forældrebestyrelsen i børnehuset Troldehøj havde opfordret til at møde frem og protestere mod sammenlægningen af Troldehøj og daginstitutionen Toftekør til ét tilbud og forsamlingen voksede støt.
- Vi var her også sidste gang, der skulle spares, men man skal altså ikke spare på børn i den her by, lød det fra Nanna Laigaard, der er medarbejder på daginstitutionen Baunegården. Budgetforhandlinger blev mødt af demonstranter
Det var to meddemonstranter helt enige i.
- Vi flyttede hertil fra København for et par år siden, fordi det var er godt sted for børnene at være, så vi synes ikke, at der skal spares på børnene, sagde Mia og Nikolaj.
En stor del af lokalpolitikerne havde bogstavelig talt valgt at komme demonstranterne i møde og blandede sig i mængden og diskuterede med de mange unge og voksne demonstranter.
Klokken 18 startede kommunalbestyrelsen sit møde og et banner med opfordring til at bevare Troldehøj havde fundet vej til byrådssalen. Det samme havde en stor mængde demonstranter, der satte sig til rette som tilhører, mens man uden for kunne høre latmen fra demonstrationen.
Første punkt på dagsordenen var evt. spørgsmål – og det var der to af tilhørerne, der havde. Formand for Ældrerådet, Else Dahl Morthorst gjorde opmærksom på det høringssvar, som Ældrerådet sammen med tre andre råd havde fremsendt.
- Vi kan ikke blive ved at skære i den nære velfærd, vi er nødt til at tænke i andre baner, lød hendes opfordring.
Hun blev efterfulgt af Line Stougaard fra forældrebestyrelsen på Troldehøj, der opfordrede til, at kommunalbestyrelsen fik undersøgt om besparelserne ved at nedlægge Troldehøj nu også var reelle besparelser – stor applaus fra tilhørerne efterfulgte.
Herefter tog kommunalbestyrelsen fat på de første forhandlingerne om budgettet, hvor de enkelte partier fremlagde de overordnede synspunkter i forhold til budgettet og de fremte forslag til besparelser.
De fremmødte protesterende klappede højlydt hver gang, der blev udtrykt modstand mod at spare på børn og unge - og det skete adskillige gange gennem den lange debat.
Demonstranterne kunne gå hjem og føle, at der var blevet lyttet til dem.
