Statusrapport om skolen udløste krisestemning
Albertslund ligger markant under landsgennemsnittet på flere centrale områder, mens flere børn får behov for specialtilbud. På kommunalbestyrelsesmødet tirsdag kaldte flere politikere udviklingen en skole i krise
Kim Sejr, journalist
De alvorlige miner var fremme, da medlemmerne af kommunalbestyrelsen tirsdag fik forelagt en orientering om status for indsatsen ”Et styrket almenområde”. Den viste, at effekterne endnu er begrænsede, og at flere centrale udfordringer består.
Flere børn går i specialtilbud: den såkaldte segregeringsgrade er således er steget fra 8,6 til 9,2 procent, og 316 børn var i specialtilbud i januar 2026. Andelen af børn med alderssvarende dansk ved skolestart er faldet fra 79,4 til 70,8 procent, og kun 49,8 procent af eleverne har gode - mod 69,6 procent på landsplan. Desuden er andelen af elever, der opnår mindst 02 i fagene dansk og matematik faldet fra 90 til 85,9 procent.
Forkvinden for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Signe Hagel Andersen (S), betegnede tallene i orienteringen som alvorlig.
-Det fortæller, at vores skoler og dagtilbud har store udfordringer – både her og på landsplan, sagde Signe Hagel Andersen på en dag, hvor de seneste PISA-resultater blev offentliggjort. De viser en markant tilbagegang for danske elevers læsekompetencer samt i matematik og naturfag.
Hun satte selv spørgsmålstegn ved, om indsatsen var tilstrækkeligt og fremhævede især muligheden for at trække specialistkompetencer ud på skolerne og i dagtilbuddene, hvor de kan støtte medarbejderne og medvirke til lokale løsninger.
Flere gik endnu videre, herunder Enhedslistens Helge Bo Jensen, der mente, at indsatsen havde fejlet og at man i det lys ikke kunne gennemføre besparelser på området – med henvisning til de igangværende budgetforhandlinger.
De radikales Morten Loof Andersen mente, at orienteringen var et udtryk for, at Albertslund har en skole i krise og herefter udspandt der sig en debat om udfordringerne, hvor der blev udtrykt bekymring hele vejen rundt.
Borgmesteren Lars Gravgaard Hansen(K) fremhævede til gengæld, at indsatsen først lige var igangsat med budgettet for 2025, og at man måtte give det tid til at virke. En samlet kommunalbestyrelsen tog orienteringen til efterretning.
Ordforklaring - segregeringsgrad
Beskriver, hvor stor en andel af eleverne i folkeskolen der går i specialtilbud frem for i den almindelige folkeskole.
I Albertslund betyder en segregeringsgrad på 9,2 procent, at cirka 9 ud af 100 skoleelever er visiteret til et specialiseret skoletilbud. Det kan eksempelvis være specialskole eller specialklasse.