Debat: Hvornår blev et bad til luksus i Albertslund?
For mig er et bad ikke en kommunal service, jeg lige kan vælge fra, hvis økonomien bliver lidt stram, fremhæver Albertslund-borgeren Kim van der P. i en kommentar til forslaget om at spare på bad til en række ældre.
Af Kim van der P.
Jeg kan ikke selv gå i bad.
Ikke fordi jeg ikke har lyst. Ikke fordi jeg synes, det er besværligt. Men fordi jeg sidder i kørestol og er afhængig af andre menneskers hjælp til noget så almindeligt som at komme i bad.
Derfor studsede jeg, da jeg læste Albertslund Kommunes spareforslag.
Kommunen vil blandt andet spare på den personlige pleje i forbindelse med bad. 1,6 millioner kroner.
Det er selvfølgelig et nydeligt tal i et budget.
Men hjemme hos mig ser regnestykket lidt anderledes ud.
For mig er et bad ikke en kommunal service, jeg lige kan vælge fra, hvis økonomien bliver lidt stram. Det er ikke wellness, selvforkælelse eller en tur i spa. Det er et bad.
Noget de fleste mennesker gør uden overhovedet at tænke over det.
Man går ud på badeværelset. Går i bad. Og tager rent tøj på. Sådan er det bare.
Men ikke for mig. Jeg skal have hjælp.
Og i det øjeblik man ikke længere selv kan klare sin personlige pleje, sker der noget mærkeligt: Det mest almindelige og private i verden bliver pludselig til en kommunal ydelse.
Og når noget først er blevet en kommunal ydelse, kan det åbenbart også blive til en kommunal besparelse.
Det er dér, jeg synes, vi skal stoppe op.
For hvad er det egentlig, Albertslund Kommune sparer på? Er det et bad? Eller sparer man på hygiejne, værdighed og retten til at føle sig som et almindeligt menneske?
Jeg vil gerne ud blandt andre mennesker. Jeg vil gerne passe mine aktiviteter, møde venner og familie, deltage i frivilligt arbejde og fortsat være en aktiv del af det samfund, jeg altid har været en del af.
Og her bliver det hele en lille smule absurd.
For samtidig fortæller man os fra Folketingets side, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet. Vi skal holde os aktive. Vi skal passe på vores helbred, deltage i fællesskabet og klare os selv længst muligt.
Det er jeg sådan set helt med på.
Men det er altså lidt svært at møde på arbejde, deltage i foreningslivet eller være social, hvis man skal komme møgulækker og ildelugtende.
Et bad er ikke kun vand og sæbe. Det er hygiejne. Det er sundhed. Det er selvrespekt. Og det er muligheden for at møde andre mennesker med den værdighed, som de fleste af os tager for givet.
Jeg er helt med på, at Albertslund Kommune skal få økonomien til at hænge sammen. Selvfølgelig skal den det. Og selvfølgelig skal man hele tiden se på, om ting kan gøres smartere.
Men der må være en grænse for, hvor langt ind i et menneskes helt basale behov sparekniven skal have lov til at komme.
For hjemmepleje handler ikke kun om minutter, ydelser og budgetter.
Den handler om mennesker, der har mistet evnen til selv at gøre nogle af de ting, som resten af os tager for givet.
Jeg har ikke valgt at overlade mit bad til Albertslund Kommune. Omstændighederne har gjort mig afhængig af hjælp.
Det betyder ikke, at mit behov for at være ren, velsoigneret og møde andre mennesker med værdighed er blevet mindre.Tværtimod.
Så kære politikere i Albertslund:
Når I sidder med budgettet foran jer og ser 1,6 millioner kroner på den ene side af regnearket, så husk, hvad der står på den anden.
Der står ikke bare "personlig pleje i forbindelse med bad". Der står mennesker. Mennesker, som ikke selv kan.
Og ærlig talt - 1 (ét) bad om ugen!
Og hvis I virkelig ønsker, at vi ældre og handicappede skal holde os aktive, passe på vores helbred, deltage i fællesskabet og måske endda blive ved med at arbejde, så må I også sikre den helt grundlæggende hjælp, der gør det muligt.
