Ny masterplan sætter retningen for Hersted Øst

Ny masterplan sætter retningen for Hersted Øst

Albertslund Kommune har samlet politisk opbakning til de overordnede linjer for udviklingen af Hersted Øst. En ny masterplan skal bane vejen for flere boliger, grønne byrum og et levende bymiljø omkring letbanen

Albertslund Kommune har vedtaget en ny masterplan for Hersted Øst, der skal danne grundlag for udviklingen af en ny, tættere og mere blandet bydel med boliger, erhverv, grønne områder og fællesskaber.

Planen afløser den tidligere Masterplan 2045, der omfattede hele det tidligere Hersted Industripark. Den nye masterplan er derimod afgrænset til Hersted Øst, som allerede er udpeget til byomdannelse i kommuneplanen.

Dermed ønsker kommunen at skabe en tydeligere politisk ramme for, hvor byudviklingen skal finde sted, og hvor eksisterende virksomheder fortsat skal kunne drive deres forretning.

”Det er vigtigt, at vi nu har en fælles politisk retning for Hersted Øst. Der har tidligere været en debat, men vi er enige om det grundlæggende: Hersted Øst skal udvikles med omtanke og med blik for både nye borgere, eksisterende virksomheder og hele Albertslunds fremtid,” siger borgmester Lars Gravgaard Hansen.

Virksomheder får større klarhed

Et centralt budskab i den nye masterplan er, at erhvervsområderne uden for Hersted Øst fortsat skal være erhvervsområder. Kommunen har på nuværende tidspunkt ingen planer om at sætte en tilsvarende byomdannelse i gang i disse områder.

Det skal give virksomhederne bedre mulighed for at planlægge investeringer og udvikling uden usikkerhed om, hvorvidt deres områder står over for en snarlig omdannelse til boliger.

”Vi skal have et stærkt erhvervsliv i Albertslund. Derfor er det også vigtigt at sige klart, at virksomheder uden for Hersted Øst fortsat kan drive deres virksomhed som hidtil. Den nye masterplan er et klart signal om, at hele det tidligere Hersted Industripark ikke står foran en snarlig omdannelse,” siger Lars Gravgaard Hansen.

I Hersted Øst vil udviklingen derimod ske gradvist, efterhånden som de enkelte grundejere ønsker at ændre anvendelsen af deres ejendomme.

Masterplanen fastlægger de overordnede visioner, men er ikke i sig selv en bindende plan for den enkelte ejendom. De konkrete rammer for byggerier og arealanvendelse skal fastlægges gennem kommune- og lokalplanlægningen.

Flere boliger tæt på letbanen

Hersted Øst skal udvikles til en tættere og mere blandet bydel med attraktive boliger, grønne gårdrum, butikker og serviceerhverv. Der skal samtidig være plads til ophold, leg og sociale fællesskaber.

Placeringen tæt på letbanestationen er et vigtigt argument for at bygge tættere i området. Når flere mennesker bor i nærheden af stationen, får flere mulighed for at benytte kollektiv transport frem for bilen.

Det skal både understøtte den grønne omstilling og skabe grundlag for et mere levende bymiljø med butikker, caféer og service tæt på boligerne.

Formand for Plan- og Byudviklingsudvalget Michael Melchert fremhæver især behovet for flere boliger og bedre udnyttelse af infrastrukturen.

-Når vi bygger nyt i en tid med udtalt boligmangel, skal vi bygge der, hvor infrastrukturen kan bære det. Hersted Øst giver os en unik mulighed for at skabe en tættere og mere dynamisk bydel med mange nye boliger i direkte forlængelse af letbanestationen, siger han.

Han peger desuden på, at masterplanen skal bidrage til at tiltrække investeringer og sikre fortsat vækst i Albertslund.

Grønne områder og fællesskaber skal binde byen sammen

Udviklingen handler ifølge kommunen ikke alene om at opføre nye boliger. Hersted Øst skal også integreres i det eksisterende Albertslund, så den nye bydel ikke bliver et isoleret boligområde.

Derfor lægger masterplanen vægt på gode stiforbindelser til resten af byen, adgang til Vestskoven og sammenhæng med kommunens kultur-, fritids- og foreningsliv.

Grønne gårdrum, fællesarealer og byrum skal give plads til både natur, biodiversitet og aktiviteter for beboerne.

-Når vi udvikler en ny bydel, skal vi ikke bare bygge boliger. Vi skal skabe et sted, hvor mennesker kan leve deres liv og blive en del af det stærke fællesskab, der allerede findes i Albertslund, siger Lars Gravgaard Hansen.

Borgmesteren fremhæver, at forbindelserne til resten af kommunen både skal være fysiske og sociale. Stier og adgangsveje skal suppleres af kulturtilbud, foreningsliv og hverdagsfællesskaber, der kan skabe kontakt mellem nye og eksisterende borgere.

Udviklingen er allerede i gang

De første beboere flyttede ind i nye boliger i Hersted i sommeren 2024, og flere projekter er under udvikling i Hersted Øst.

Med den nye masterplan får kommunen et fælles politisk udgangspunkt for den videre udvikling. Ambitionen er at skabe en bydel, der bidrager til Albertslunds vækst og boligudbygning, samtidig med at grønne områder, kollektiv transport og fællesskaber får en central plads.

Planen markerer samtidig en vigtig afgrænsning: Det er Hersted Øst, der er udpeget til byomdannelse, mens de øvrige erhvervsområder i det tidligere Hersted Industripark fortsat skal danne ramme om virksomhedernes aktiviteter.

-kis


20/10 2026