Det sker i Albertslund: Halloween for børn og voksne
Gys på Storagergård, græskarlygter i centret, folketro ved Kroppedal og Halloweenfest på Forbrændingen. Her er nogle af de lokale arrangementer i forbindelse med Halloween
Af Michael Odsgard
Flere steder i Albertslund inviterer til Halloween i dagene omkring 31. oktober. Der er både aktiviteter for børnefamilier, en gamingnat og koncerter. Tjek gerne arrangørernes hjemmesider for billetter og eventuelle ændringer, inden I tager af sted.
Fredag 23. oktober – Halloween på kirkegården
Sted: Herstedøster Kirke
Tid: Kl. 17
Her begynder arrangementet inde i kirken, inden turen går ud på kirkegården, hvor der venter en skattejagt blandt gravstenene. Det er gratis at deltage, og efterfølgende er der pizza og hygge indenfor. Man må gerne komme i kostume.
Fredag 23. oktober og mandag 26. oktober – Gys på Storagergård
Sted: Storagergård, Gamle Landevej 15
Tid: Fredag kl. 16-18 og kl. 19-21.30. Mandag kl. 17-20.
De unge på Storagergård har bygget et uhyggeligt fængsel, som gæsterne kan bevæge sig igennem. Det er gratis at deltage, og oplevelsen anbefales fra 10 år. Der kan købes kaffe, kakao, kage og sodavand.
Lørdag 24. oktober – Lav en græskarlygte
Sted: Albertslund Centrum
Tid: Kl. 11-14
Børn kan lave deres egen græskarlygte og tage den med hjem. Det er gratis, men der er et begrænset antal græskar.
Onsdag 28. og torsdag 29. oktober – Halloween i Porten
Sted: Porten, det gamle Vridsløselille Fængsel
Tid: Kl. 16.30-18.30 begge dage
Klub Bakkens Hjerte og Baunegården forvandler fængslet til et skørt sindssygehospital med gys rundt om hjørnerne. Ruten anbefales fra 6 år. Entréen koster 25 kroner pr. person og betales med MobilePay ved den grønne port. Der kan købes kage og saft.
Torsdag 29. oktober – Halloween-LAN
Sted: Gameren, Center 3, 1. sal
Tid: Fra kl. 13 – mindst til kl. 1
Der er Halloween-LAN med blandt andet Mario Kart-turnering kl. 20 og Valorant kl. 21.30. Kostumer er velkomne, men ikke et krav. Arrangøren oplyser, at der er små præmier til vinderne.
Fredag 30. oktober – RÅ
Sted: Forbrændingen
Tid: Kl. 18.30-23
RÅ Festival inviterer til koncerter, dans og DJ’s med Halloween-tema. Alle er velkomne. Det er gratis at deltage, men man skal bestille billet til 30 kroner. Beløbet kan indløses til en sodavand i baren.
Lørdag 31. oktober – Halloween i Albertslund Centrum
Sted: Albertslund Centrum
Tid: Kl. 11-14
Børn kan lave en trick or treat-spand og gå på slikjagt i udvalgte butikker. Samtidig tilbydes gratis ansigtsmaling i Kvickly. Der er et begrænset antal spande og pladser til ansigtsmaling.
Lørdag 31. oktober – Halloweenvandring ved Kroppedal
Sted: Kroppedal Museum
Tid: Kl. 15-16.30
Museets formidler tager deltagerne med ud i landskabet for at fortælle om folketroens væsner, blandt andre ellepiger, åmænd og nisser. Turen er cirka tre kilometer lang. Billetter koster 50 kroner for voksne og 25 kroner for børn. Husk gode sko og varmt tøj. Der er et begrænset antal pladser.
Lørdag 31. oktober – Halloween i Kanalgade
Sted: Start ved Kanalgaden 98, slut i gården ved nr. 138
Tid: Kl. 18-20
Kanalgaden bliver pyntet med græskarlygter, spindelvæv samt lys- og lydeffekter. Undervejs kan børnene gå på jagt efter slik, mens monstre, zombier og spøgelser sørger for uhyggen.
Lørdag 31. oktober – Gothic Halloween Night
Sted: Forbrændingen
Døre: Kl. 19. Koncert: Kl. 20
Torch og Abu Nein spiller goth og darkwave. Gæster i Halloween-kostume eller gothtøj får den første drikkevare i baren gratis. Billetter koster 125-175 kroner i forsalg og 195 kroner i døren.
Søndag 1. november – Halloween i Opstandelseskirken
Sted: Opstandelseskirken, Gymnasievej 2
Tid: Kl. 16
Kirken inviterer børn og voksne til gys i kirken, kælderen og klokketårnet. Bagefter spiser deltagerne pasta med uhyggelig kødsovs. Det er gratis og kræver ikke tilmelding. Man må gerne komme udklædt.
Andre Halloween-tilbud: Albertslund Centrum sælger frem til 31. oktober en Halloween-billet til 40 kroner med små gaver i ni butikker. Billetten gælder for børn fra 3 til 14 år. Sallie’s deler slikposer ud til spisende børn under 12 år på selve Halloween.