Politikerne om budgetforliget

Politikerne om budgetforliget

Albertslund Nyt har her samlet lokalpolitikernes reaktioner på det netop indgåede budgetforlig 2027, der har fået navnet "Fælles om Albertslund"

Borgmester Lars Gravgaard Hansen(K)

Et lettelsens øjeblik da Albertslund fik budgetaftalen i hus for 2027. Jeg er stolt over at så mange partier udviste ansvar for den situation som vi befinder os i rent økonomisk. Faktisk stod alle partierne sammen om de besparelser der udgør grundlaget for budgettet, det som skilte mig fra at have alle med, var de udvidelser som man ønskede. Så tak til alle partier for gode og konstruktive forhandlinger og tak for at tage ansvar. 

Det store spørgsmål er, kom vi i mål med besparelserne? Og her er svaret, næsten. Jeg er dog fuld af fortrøstning, for en væsentlig del af aftalen er, at vi i 2027 skal tættere på hvad og hvordan vi bruger pengene via forskellige analyser og politiske drøftelser. Analyser der skal hjælpe os til kloge valg når de kommende budgetter skal i hus, men lige nu, skal vi glæde os over, at grundlaget for en bedre økonomi i fremtiden er lagt. 

150 høringssvar og mere end 440 sider vidner om, at borgerne er aktive og det skal I have en stor tak for. Høringssvarene er læst og brugt i de politiske forhandlinger, præcist som vi plejer. 

Med denne aftale holder vi fortsat et højt serviceniveau indenfor alle velfærdsområderne og undgår de store besparelser, og det til trods for, at vi er udfordrede på økonomien. Vi tror på de vedtagne politiker vi har vedtaget og på at byudviklingen vil hjælpe os videre. Vi investerer i byen og fastholder kommunen som en uddannelseskommune hvor vi tager aktiv del i, at unge får en uddannelse. 

Der er selvfølgelig besparelser som vil kunne mærkes og ting som skal gøres anderledes fremover for at vi lykkes med at holde budgettet og der er områder der er særlig ramt, som for et eksempel Jobcentret der for alvor mærker reformen igen. 

I 2027 vil det politiske fokus være på fastholdelse og tiltrækning af medarbejdere til Albertslund. De vigtigste indsatsområder skal findes og der skal findes finansiering hertil, det har samtlige partier givet hinanden håndslag på og foruden dette, skal velfærdsteknologiområdet behandles med henblik på, at finde de bedste og mest egnede løsning for byens borgere og brugere. 

Aftalen er i hus, men nu venter det politiske arbejde.


Albertslund-Listen:

I Albertslund-Listen gik vi ind i forhandlingerne med et klart udgangspunkt: Vi skal tage ansvar for kommunens pressede økonomi, men besparelserne må ikke først og fremmest ramme børnene, de ældre og de mest udsatte.

Derfor er vi glade for, at flere af vores mærkesager tydeligt kan ses i den endelige aftale:

Børn 

Vi fastholder fokus på kvalitet, høj pædagogfaglighed, nærværende ledelse på børneområdet, ingen sammenlægninger af klubber og dagtilbud..

Folkeskolen

Vi fortsætter styrkelsen af folkeskolens almenområde og udskyder en ny ressourcemodel på specialundervisningsområdet, indtil de nationale rammer er afklaret.

Anbragte børn og unge

Vi sætter fokus på anbragte børn og unge og undersøger mulighederne for, at flere kan få et tilbud tættere på deres hverdag, netværk og lokalmiljø i Albertslund.

Ældre og omsorg

På ældreområdet skal velfærdsteknologi bruges med mennesket i centrum. Teknologi skal understøtte vores medarbejdere, ikke erstatte dem.

 Kultur, idræt og foreningsliv

Vi fastholder ambitionerne for kultur, idræt, foreningsliv og frivillighed, som er en vigtig del af Albertslunds fællesskab.

Vores velfærdsmedarbejdere

Vi sætter fokus på rekruttering og fastholdelse af blandt andet pædagoger, SOSU’er og lærere – og på arbejdsmiljø, vilkår og kompetenceudvikling.

Det specialiserede socialområde

Vi tager ansvar for det økonomiske pres på det specialiserede socialområde, samtidig med at den sociale pulje videreføres.

Et budget er ikke én parts ønskeliste. Når næsten hele Kommunalbestyrelsen skal kunne sætte sin underskrift på den samme aftale, kræver det kompromiser.

Vi har også måttet give noget for at få noget.

Men for os er det afgørende, at vores politiske aftryk kan ses i den aftale, vi sætter vores navn under.

Vi har taget ansvar for økonomien, kæmpet for vores mærkesager og været med til at skabe en bred aftale om Albertslunds fremtid.

Mikkel Skovby


SF:

Når pengene er små er det vigtigt at spare klogt.

SF sagde fra start at vi ville passe på børnene, de ældre og velfærden. Vi er med i budgetforliget, og det lykkedes at halvere besparelserne. 

Vi holder hånden under børnenes hverdag i børnehave, skole og SFO – og undgår sammenlægninger. Det gør en forskel.

Vi gik til forhandlingerne med et klart mål: at passe på børnene, de ældre og mennesker i udsatte situationer. Derfor er vi glade for, at tilbud som Café Lund bevares, og at vi sikrer omsorg og selvbestemmelse for dem, der har brug for pleje og hjælp.

Velfærd er ikke tal i et budget, men penge skal der til, for at vi kan sikre et liv og en hverdag for hinanden. Give muligheder og livskvalitet til hinanden. 

Vi glæder os over, at civilsamfundet skal styrkes, og at vi igen skal have en aktiv indsats for tryghed på gadeplan. SF vil forebygge misbrug, kriminalitet og hjælpe til gode ungdomsliv og sunde muligheder. 

Der er afsat penge til Biotopia, og en ringbus kan være på vej. Det er lyspunkter i et stramt budget.

Men vi er ikke i mål. Der er sket besparelser, og i en forhandling får man ikke alt, man kæmper for. Vi vil fortsat arbejde for, at pædagoger og andre ansatte i velfærden mærker, at de gode ord bliver fulgt op af penge i kommende aftaler.

Så vi kæmper videre for en stærkere velfærd - og for et Albertslund, der hænger sammen..

Vivi Nør Jacobsen


Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti vil gerne takke de øvrige partier for en god budgetaftale og et konstruktivt samarbejde.

Der har undervejs været enkelte udfordringer og uenigheder, men for os handler det først og fremmest om det endelige resultat. Vi vælger at se fremad og fokusere på de løsninger, vi er nået frem til, frem for at se tilbage på processen.

“Ingen roser uden torne”

Med udgangspunkt i den økonomiske situation og de pressede rammer mener vi, at det er lykkedes at lande et godt og ansvarligt kompromis, som er til gavn for Albertslund og kommunens borgere.

Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde og arbejde videre for Albertslunds bedste.

Tina B. Nielsen


Socialdemokratiet

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at budgetaftalen er økonomisk ansvarlig og den afværger de store besparelser på den nære velfærd. Helt centralt for os er, at der kommer et styrket fokus på faglighed i folkeskolen. 

Flere elever skal bestå afgangsprøven. Vi skal have styrket det offentlige transport især for byens ældre medborgere. Et centralt fokus er også, at velfærdsteknologi skal indføres med omtanke og respekt for borgernes bekymringer. 

Vi er også glade for de vigtige initiativer i aftalen som peger fremad især ift. rekruttering og fastholdelse af dygtige medarbejdere. Stor tak til forligspartierne for samarbejdet om aftalen.

Steen Christiansen












22/9 2026