Ny Fællesskabs- og antiracismepolitik på vej i Albertslund
Albertslund Kommune er klar med et forslag til en ny Fællesskabs- og antiracismepolitik for perioden 2027-2030. Mulighed for at komme med kommentarer, inden politikken skal endeligt vedtages
Kim Sejr, journalist
Hvordan sikrer man, at alle borgere i Albertslund har mulighed for at blive en del af kommunens mange fællesskaber – og at racisme, mobning og fordomme ikke bliver en barriere?
Det er nogle af de centrale spørgsmål i Albertslund Kommunes nye forslag til en Fællesskabs- og antiracismepolitik for årene 2027-2030 som er på dagsordenen i Social- og Beskæftigelsesudvalget 24. septemer. Forinden har Økonomiudvalget tiltrådt indstillingen om, at forslaget sendes videre i høring. Høringsperioden løber fra 30. september til 23. oktober 2026.
To centrale målsætninger
Politikken bygger på to overordnede målsætninger:
Albertslundere skal have lettere ved at finde vej ind i fællesskaber.
Racisme, mobning og fordomme må ikke være en hindring for at deltage og engagere sig.
Ifølge kommunen handler politikken om at sikre, at alle albertslundere har lige mulighed for at være en del af positive, inkluderende og meningsfulde fællesskaber.
Kommunen fremhæver samtidig, at deltagelse i fællesskaber både har betydning for den enkelte borgers trivsel og livsmuligheder og for udviklingen af Albertslund som by.
Den nye politik er en del af Albertslund Kommunes såkaldt politiklandskab for 2027-2030 og tager afsæt i kommunens vision: ”Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber”.
Politikkerne skal ifølge kommunens styringskoncept ikke alene beskrive overordnede ambitioner. De skal også indeholde konkrete målsætninger, som organisationen kan arbejde efter.
I løbet af den fireårige periode skal kommunens organisation blandt andet udvikle og afprøve forskellige såkaldte prøvehandlinger på tværs af kommunens enheder, afdelinger og fagligheder.
Det betyder, at den nye politik efter en eventuel vedtagelse skal omsættes til konkrete initiativer og handlinger i kommunen.
Borgere har allerede bidraget
Forslaget bygger blandt andet på input fra borgere i Albertslund.
Den 14. april 2026 inviterede kommunen til arrangementet ”Politikker på tværs”, hvor borgere kunne komme med ideer og kommentarer til indholdet i de nye politikker. Kommunen oplyser, at input fra arrangementet er blevet indarbejdet i den nye Fællesskabs- og antiracismepolitik.
Nu bliver der endnu en mulighed for at påvirke det endelige indhold. I høringsperioden vil politikken være tilgængelig på Albertslund Kommunes hjemmeside, hvor borgere og andre interesserede kan afgive høringssvar.
Derudover bliver forslaget sendt til blandt andre Ældrerådet, Udsatterådet, Idrætsrådet, Sundheds- og Forebyggelsesrådet samt Handicaprådet.
Endelig beslutning inden årets udgang
Når høringsperioden er afsluttet, skal politikken igen behandles politisk. Her vil høringssvarene og eventuelle ændringer fra forvaltningen indgå i behandlingen.
Planen er, at den endelige Fællesskabs- og antiracismepolitik for 2027-2030 skal godkendes af Kommunalbestyrelsen inden udgangen af 2026.
Forslaget har dermed nu taget det første politiske skridt mod at blive en del af kommunens samlede politiske ramme for de kommende fire år.