P-kontrol kan koste Albertslund Kommune 40.000 kroner om året
Albertslund Kommune forventer ikke længere en indtægt fra den nye parkeringskontrol. Det bliver derimod en udgift - og regningen kan vokse, hvis der udstedes flere parkeringsafgifter end forventet.
Kim Sejr, journalist
Når Albertslund Kommune fra oktober får ekstern parkeringskontrol, bliver det Parkeringskontrol Nord – P-Nord – der skal stå for kontrollen på kommunens offentlige veje og parkeringspladser. Men parkeringskontrollen bliver ikke en indtægtskilde for kommunen.
De økonomiske forudsætninger er siden den oprindelige beslutning blevet revurderet, og kommunen forventer nu en mindre driftsudgift på cirka 40.000 kroner om året. Udgiften skyldes især betalingen til P-Nord for hver parkeringsafgift, der bliver udstedt.
Det fremgår af en orientering fra forvaltningen, som er til behandling i Miljø-, Natur- og Byudvalget idag tirsdag.
Kommunen betaler for hver afgift
Aftalen mellem Albertslund Kommune og P-Nord fastsætter et gebyr på 275 kroner eksklusive moms for en almindelig parkeringsafgift på 510 kroner.
For de dyrere afgifter på 1.020 og 2.040 kroner er betalingen til P-Nord 450 kroner eksklusive moms. Beløbene bliver indeksreguleret årligt.Samtidig går halvdelen af indtægten fra de danske parkeringsafgifter til staten.
Det er dermed især de almindelige parkeringsafgifter, der giver kommunen et underskud pr. afgift. Forvaltningen vurderer på baggrund af erfaringstal fra Glostrup Kommune, at den samlede årlige driftsudgift for Albertslund vil være omkring 40.000 kroner.
P-Nord skal ikke blot udstede parkeringsafgifter. Aftalen omfatter den løbende fysiske kontrol i hele Albertslund Kommune, fordelt på forskellige tidspunkter og alle ugens dage.
P-Nord står desuden for blandt andet indbetalinger, registrering, rykkerskrivelser, klagebehandling, kundetelefon og overdragelse af ubetalte sager til Gældsstyrelsen.
Hvis en afgift ikke kan inddrives og efter seks måneder må afskrives som uerholdelig, er det samtidig Albertslund Kommune, der dækker P-Nords udgift i den forbindelse.
Der kan også komme ekstra udgifter i forbindelse med udenlandske køretøjer. Hvis kommunen eksempelvis ønsker, at der skal indledes retslige skridt mod en udenlandsk skyldner, skal Albertslund Kommune selv afholde udgifterne.
Kommunen betaler også for skilte
De cirka 40.000 kroner om året er ikke nødvendigvis den eneste udgift, der følger med ordningen.
Albertslund Kommune skal selv betale for opsætning af skilte, afmærkning af parkeringspladser og andre nødvendige ændringer af skiltningen.
Udgifterne til etablering af ny skiltning afholdes inden for Trafik og Naturs eksisterende driftsbudget. Hvis den nye skiltning medfører en varig merudgift til drift, kan det dog føre til en mindre driftsudvidelse.
Parkeringskontrollen forventes at begynde 1. oktober 2026, hvis den nødvendige godkendelse fra Vejdirektoratet er på plads. Kommunen er bundet af aftalen i de første tre år og kan derfor tidligst bringe samarbejdet til ophør 1. januar 2029.
De første 14 dage efter opstarten får bilister, der parkerer ulovligt, en advarsel i stedet for en parkeringsafgift. Herefter træder den almindelige kontrol i kraft.
Kommunalbestyrelsen skal løbende følge ordningen, og den første ordinære statusrapport skal efter planen fremlægges i april 2028.