Debat: Endelig – et flag for mangfoldighed
Ulla Nielsen, medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, bifalder ideen om at flage med Pride-flaget. Ingen børn skal gå i skole og være bange for at fortælle, hvem de er..
Af Ulla Nielsen, medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet.
Endelig.
Endelig lykkedes det at samle et flertal om flaget for mangfoldighed – regnbueflaget.
For nogle år siden deltog jeg i en Pride, hvor navnene på unge mennesker fra Tetjenien blev læst op.
Unge mennesker, som ikke havde gjort andet end at være dem, de var.
De var blevet fængslet, tortureret og slået ihjel på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet.
Det gjorde et dybt indtryk på mig.
For det handler ikke om noget abstrakt.
Jeg har kendt – og kender – unge mennesker, som også i dagens Danmark er blevet afvist og udstødt af deres egne forældre, fordi de har fortalt, hvem de er, eller hvem de elsker.
Unge mennesker, der har kæmpet med ensomhed, afvisning og følelsen af ikke at høre til.
Og nogle har kæmpet så længe, at de til sidst har opgivet kampen.
Det må aldrig blive noget, vi vænner os til.
Derfor er regnbueflaget ikke bare et flag.
Det er et symbol på retten til at være den, man er.
På fællesskab.
På værdighed.
Og på, at ingen skal stå alene, fordi de er LGBT+.
Vi taler meget – og med god grund – om mistrivsel blandt børn og unge.
Vi taler om mobning. Om ensomhed. Om fællesskaber. Om folkeskolen.
Så må vi også turde tale om den virkelighed, som LGBT+-børn og unge møder.
For tallene er alvorlige.
En VIVE-undersøgelse fra 2024, baseret på mere end 30.000 elever i grundskolen, på ungdomsuddannelser og FGU, viser, at LGBT+-elever har markant dårligere trivsel end andre elever. De oplever blandt andet mere mobning, diskrimination, vold og utryghed – og mindre støtte og accept.
Andre danske undersøgelser viser også et alvorligt billede. Blandt LGBT+-elever har 37 procent følt sig ensomme i skolen, mod 6 procent blandt elever generelt. 55 procent har mindst ugentligt følt sig triste og kede af det i skolen, og 64 procent har haft selvmordstanker.
Det er ikke bare tal.
Det er børn.
Det er unge.
Det er liv.
Og det fortæller os noget vigtigt:
Når vi taler om kampen mod mistrivsel i vores skoler, skal LGBT+-børns virkelighed være en del af samtalen.
For ingen børn skal gå i skole og være bange for at fortælle, hvem de er.
Ingen unge skal føle, at de skal vælge mellem at være sig selv og at høre til.
Og ingen forældre skal vende deres barn ryggen, fordi barnet forelsker sig i den, forældrene mener er den “forkerte”, eller fordi barnet siger:
“Det her er den, jeg er.”
Jeg hører stadig i dag mennesker sige, at homoseksualitet er en sygdom.
Det er værd at huske, hvor langt vi faktisk er kommet.
I Danmark fjernede Sundhedsstyrelsen i 1981 homoseksualitet som diagnose.
I USA stemte det amerikanske psykiatriske selskab allerede i 1973 for at fjerne homoseksualitet fra sin manual over psykiske sygdomme.
Og den 17. maj 1990 fjernede WHO homoseksualitet fra sin internationale sygdomsklassifikation.
Det er derfor, den 17. maj i dag markeres som den internationale dag mod homofobi, bifobi og transfobi.
Men historien minder os også om noget andet:
Fremskridt kommer ikke af sig selv.
Rettigheder kommer ikke af sig selv.
Accept kommer ikke af sig selv.
Det kræver mennesker, der tør sige fra.
Og det kræver, at vi tør vise, hvor vi står.
Derfor betyder det noget, når vi hejser regnbueflaget.
For et flag kan måske synes som en lille ting.
Men for et ungt menneske, der føler sig alene, kan det være en meget stor ting.
Et regnbueflag kan sige:
Du er ikke forkert.
Du er ikke alene.
Der er plads til dig.
Og det er desværre stadig nødvendigt at sige.
Så sent som i sidste uge, under Pride-ugen, blev en veninde til en bekendt overfaldet – ikke fordi hun selv er LGBT+, men alene fordi hun bar et støttearmbånd fra Copenhagen Pride.
Det fortæller os, at det stadig kan kræve mod at vise sin støtte.
Men det skal det ikke.
At støtte mangfoldighed skal ikke kræve mod.
Det skal være helt almindeligt.
Det skal være lige så almindeligt at sige:
“Selvfølgelig skal du kunne være den, du er.”
“Selvfølgelig skal du kunne elske den, du elsker.”
Derfor siger jeg:
Endelig.
Endelig har vi et flertal, der vil hejse regnbueflaget.
Ikke fordi kampen er slut.
Men fordi vi med flaget sender et klart signal om, hvilket samfund vi ønsker.
Et samfund, hvor børn, unge og voksne kan leve frit, trygt og åbent – uanset hvem de elsker, eller hvem de er.
For Pride handler ikke kun om én uge med farver.
Det handler om årets 51 andre uger.
Og vores opgave er først fuldført den dag, hvor ingen længere føler, at de skal skjule en del af sig selv for at høre til.
Så ja.
Endelig.
Lad os hejse flaget.
Lad os vise støtten.
Og lad os gøre mangfoldighed til noget, der ikke kræver mod – men som er en helt naturlig del af vores fællesskab.
(Red: Beslutningen om at flage med Pride-flaget i Pride-ugen næste år fik hele kommunalbestyrelsens opbakning på nær et enkelt medlem ved kommunalbestyrelsesmødet 18. august)
