Debat: Fantastisk sangoplevelse med Rita

Debat: Fantastisk sangoplevelse med Rita

Trods muskelsvind dukkede Rita op forleden og gav beboerne på plejehjemmet Albertshøj en sangoplevelse, fortæller borger i Albertslund, John Lindblad Christensen

Af John Lindblad Christensen

Tirsdag den 4. august var en dejlig dag på Albertshøj.

Rita kom på besøg og gav en fantastisk sangoplevelse.

Rock, jazz, pop, dansktoppen, gamle amerikanske og danske klassikere. Ja, hun var hele vejen rundt. Og folk sang med og klappede af hjertens lyst.

Alene det, at Rita overhovedet er her, er for mig at se et mirakel baseret på livsvilje og stædighed. Hun sidder i sin el-scooter med indbygget musikanlæg. Hun kan styre den, men her stopper hendes bevægelsesfrihed så.

Hun lider af muskelsvind og har meget svære vejrtrækningsproblemer. Hun bliver passet døgnet rundt af på skift seks kommunalt ansatte personer. Hun var denne gang ledsaget af Eik, som har været hos hende i 12 år. Han var en stor del af koncerten ved simpelthen at gøre alt, hvad der overhovedet krævede bevægelse. Altså skifte sider, trykke på knapper, lydindstilling o.s.v. Et fantastisk samarbejde.

Arrangementet skyldtes en donation, for kommunen har åbenbart ikke råd til den slags pjat. Så lad dette være en opfordring til borgerne her i byen: Giv en skilling, så kommer hun eller nogen andre igen. Bare tal med Jesper Søndergaard Sørensen, Aktivitets- & Frivilligkoordinator.

Jeg skrev for nogle år siden en lille bog, ”Den lille rødglødende”. Baggrunden var et næsten tom, gråt og dødt plejehjem, hvor f. eks. arkitekten havde bestemt, at der ikke skulle malerier på væggene. Nu kunne jeg se møbler, malerier og gode farver overalt.

Personalet ser jeg nu som utroligt omsorgsfulde. Hele tiden var deres opmærksomhed rettet mod beboerne, et lille strejf over kinden eller hurtig hjælp til en tår af kaffen. Dejligt at se.

10/8 2026