BS72 samlede 101.220 kroner ind til Støt Brysterne
Et lotteri med præmier fra lokale sponsorer og spillertrøjer fra blandt andre Brøndby IF og FC København var med til at samle penge ind ved Lyserød Lørdag i BS-Parken i starten af oktober
Af Michael Odsgard
Lørdag den 3. oktober samlede BS72 101.220 kroner ind til Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne ved klubbens Lyserød Lørdag i BS-Parken.
En vigtig del af indsamlingen var et lotteri, hvor lodderne kostede 100 kroner. Alle præmierne var doneret af lokale sponsorer. Der var også spillertrøjer fra Brøndby IF og FC København på højkant samt en trøje fra Mathias Kvistgaarden, der tidligere spillede i Brøndby IF, men nu spiller i Norwich.
Men dagen handlede ikke kun om at samle penge ind. For klubben er det også blevet en tradition, som både børn og voksne ser frem til.
- Det er altid en fornøjelse at se alle holdene spille i lyserødt, og børnene glæder sig hvert år. Blandingen af sport og velgørenhed gør dagen særlig, siger Kasper Johansen fra BS72.

Arrangementet styrker også fællesskabet på tværs af klubben. Samtidig giver det børnene en mulighed for at opleve, at man kan gøre noget for andre.
BS72 fremhæver også de frivillige, der arbejder i ugerne op til arrangementet. Deres indsats er med til at skabe dagen og det flotte indsamlingsresultat.
Det er syvende år i træk at BS72 samler ind til Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne. BS72s rekord er 115.000 kroner.
