Farligt, løst grus: Kommunen opfordrer til forsigtighedKommunen har med gaffatape sat et lamineret papirskilt på et ophør af forbud skilt flere steder ved krydset. Fotos: Michael Odsgard

Farligt, løst grus: Kommunen opfordrer til forsigtighed

Cyklister har advaret om farligt løst grus på Ledøjevej i Risby, hvor flere cyklister er væltet. Kommunen oplyser, at gruset er en del af en planlagt asfaltreparation – og at der bliver ryddet op i slutningen af august

Kim Sejr, journalist

Det røde, løse grus på Ledøjevej i Risby har skabt bekymring blandt cyklister, der færdes i området. Ved krydset, hvor Ledøjevej og Østbakkevej mødes, ligger der flere steder løse sten på kørebanen.

Motionscyklist Torben Tau har tidligere gjort kommunen opmærksom på problemet og betegner forholdene som »super farlige for cyklister«.

Ifølge Torben Tau er området et populært udgangspunkt for motionscyklister, fordi vejene herfra giver adgang til et større område mod blandt andet Roskilde og Jyllinge uden lyskryds.

Han fortæller samtidig, at han selv for nylig har overværet en medcyklist skride i det løse grus og ende på asfalten med blodige skrammer.

Læs artiklen her - https://albertslundnyt.dk/artikel/dine-lokale-nyheder/farligt-grus-p-vej-i-risby

Kommunen: Stenene skal sætte sig

Nu forklarer Albertslund Kommune, hvorfor det løse grus ligger på vejen.

- Som et led i at reparere asfalten, er der lagt farvede sten ud på Ledøjevej i Risby, som skal sætte sig ved, at der kører biler hen over dem, oplyser Janus Enemark Nissen, chefkonsulent i Kommunikation & Presse og fortsætter:

- Det er en velkendt teknik, og vi ved på den baggrund godt, at stenene har været løse. Derfor er der også opsat advarselsskilte i området. 

- Arbejdet er endnu ikke afsluttet. I slutningen af august bliver der tromlet på strækningen, hvorefter de sten, der ligger i overskud, bliver fejet væk.Indtil da er det vigtigt at være mere forsigtig, når man for eksempel cykler på vejen, siger Janus Enemark Nissen.

Flere cyklister fortæller om styrt

Torben Tau har efterlyst en hurtig reaktion fra kommunen. Han oplyser, at han fredag den 7. august klokken 13.45 sendte en henvendelse via kommunens funktion »Giv-et-Praj«. Her vedlagde han blandt andet billeder af grusbunkerne og en cyklist, der var kommet til skade.

Også andre cyklister fortæller om uheld på stedet.

I en Facebook-debat skriver Mogens Ram Pedersen, at han den 2. maj selv væltede i det samme sving. Ifølge hans beskrivelse tilbragte han fem timer på Hvidovre Hospital og fik blandt andet fem sting hos en øjenlæge. Han oplyser desuden, at han fik sår på knæ, lår, hænder og i ansigtet, ligesom han måtte have nye briller.

Mogens Ram Pedersen skriver samtidig, at en anden cyklist få dage tidligere skulle være væltet samme sted og have brækket kravebenet.

13/8 2026