Tæt på 700 deltog i årets medarbejderløb i Albertslund

Tæt på 700 deltog i årets medarbejderløb i Albertslund

Onsdag eftermiddag og aften den 12. august samledes tæt på 700 medarbejdere fra Albertslund Kommune til årets medarbejderløb, hvor kolleger mødtes på tværs af kommunens arbejdspladser

Det var efterhånden en fast tradition, da medarbejdere fra Albertslund Kommune onsdag den 12. august satte hinanden stævne ved Stadion og Badesøen. Tæt på 700 deltog i årets medarbejderløb, der bød på både løb, gåtur, fællesspisning og masser af kollegial hygge.

Allerede fra sidst på eftermiddagen begyndte medarbejderne at strømme til området. Der blev hentet løbetrøjer og vand, mens snakken gik mellem kolleger fra kommunens mange arbejdspladser.

Kommunaldirektør Kristine Klæbel bød velkommen, efter at hun sammen med borgmester Lars Gravgaard Hansen og medarbejdere fra Kultur & Fritid havde delt trøjer ud til deltagerne.

Den lokale løbeklub ALOT stod for afviklingen af løbet, som blev skudt i gang efter en fælles opvarmning. I år var det Brian Jeppsson fra Albertslund Svøm og Fitness, der sørgede for at få deltagerne varmet op, inden de begav sig ud på ruten.

Der var mulighed for at løbe fem kilometer eller gå en tur på 2,5 kilometer. Begge ruter førte deltagerne gennem det nordvestlige hjørne af Albertslund, hvor naturen dannede en smuk ramme om eftermiddagens motion.

For mange var det dog ikke kun selve løbet, der var dagens højdepunkt. Medarbejderløbet er også en anledning til at mødes med kolleger i en helt anden sammenhæng end den daglige arbejdsplads.

Efter løbet og gåturen fortsatte arrangementet ved Friluftsbadet Badesøen. Her blev der grillet og spist sammen, mens medarbejderne fortsatte snakken på kryds og tværs. Nogle benyttede også lejligheden til en tur i vandet, mens andre nøjedes med at nyde det gode vejr og selskabet.

Som afslutning blev der uddelt medaljer til de hurtigste løbere. Borgmester Lars Gravgaard Hansen stod for medaljeoverrækkelsen – for første gang i sin tid som borgmester.

-kis


13/8 2026