Mobning, racisme og diskrimination skal håndteres tidligt

Mobning, racisme og diskrimination skal håndteres tidligt

Med en ny fællesskabs- og antiracismepolitik for 2027-2030 vil Albertslund Kommune gøre det lettere for alle borgere at deltage i byens fællesskaber. Racisme, mobning og diskrimination må ikke stå i vejen

Kim Sejr, journalist

Albertslund har en stærk tradition for fællesskaber i boligområder, foreninger, skoler, på arbejdspladser og i byens kultur- og fritidsliv. Alligevel er der borgere, som står udenfor, og kommunen erkender, at fællesskaber ikke nødvendigvis er åbne for alle.

Det er udgangspunktet for Albertslund Kommunes fællesskabs- og antiracismepolitik for 2027-2030. Politikken skal sætte en fælles retning for kommunens arbejde med deltagelse, inklusion og bekæmpelse af racisme.

Ifølge kommunen kan stærke fællesskaber risikere at lukke sig om sig selv, når mennesker primært omgås andre med samme baggrund, interesser eller erfaringer. Det kan begrænse kontakten på tværs og skabe grobund for fordomme, diskrimination og racisme.

Over 100 nationaliteter i samme by

Albertslund er en by med mennesker fra mere end 100 nationaliteter. Men den kulturelle og sociale mangfoldighed betyder ikke automatisk, at borgerne mødes på tværs af forskelle.

Kommunen peger på, at børn, unge og voksne fortsat oplever begrænset adgang til fællesskaber. Det kan blandt andet komme til udtryk som ensomhed, mistrivsel, mobning, fravær i institutioner eller skæv deltagelse i borgermøder, hvor bestemte grupper er underrepræsenterede.

Ambitionen er derfor at skabe bedre muligheder for, at alle albertslundere kan opleve tilhørsforhold og deltage aktivt i byens liv – uanset baggrund og livssituation.

Alle har et ansvar for at reagere

Politikken har to overordnede mål. Det ene er at gøre det lettere for borgerne at finde vej ind i positive og meningsfulde fællesskaber. Det andet er at sikre, at racisme, mobning og fordomme ikke bliver en hindring for deltagelse og engagement. Kommunen ønsker en kultur præget af respekt, tolerance og nysgerrighed, hvor forskellighed mødes med åbenhed og ordentlighed.

Det er samtidig et fælles ansvar at reagere, når mennesker bliver behandlet uretfærdigt, mødt med fordomme eller holdt udenfor. Racisme og eksklusion betragtes dermed ikke alene som problemer for den enkelte, men som forhold, der angår hele lokalsamfundet.

En del af indsatsen retter sig mod kommunens egne arbejdspladser. Ledere og medarbejdere skal have bedre kompetencer og konkrete redskaber til at sikre lige behandling og forebygge diskrimination. 

Lederne får et særligt ansvar for at skabe en kultur, hvor mobning, racisme og diskrimination bliver forebygget og håndteret tidligt. Samtidig skal medarbejderne være rustet til at identificere og reagere på situationer, hvor borgere oplever at blive holdt udenfor.

Kommunen vil også arbejde for, at byens eksisterende fællesskaber bliver mere tilgængelige. Det gælder blandt andet borgere, som møder sociale eller økonomiske barrierer, sprogudfordringer eller fysiske begrænsninger.

Flere skal inviteres indenfor

Albertslund vil skabe flere muligheder for, at borgere mødes på tværs af alder, baggrund, interesser og livsvilkår.

Kommunen peger blandt andet på Socialkompas og arbejdet i udvalget for nye borgere og borgerinddragelse som eksisterende initiativer, der kan hjælpe flere ind i fællesskaberne.

Også aktiviteter som Børnefestugen, rollespil i Vestskoven og Grøn Dag fremhæves som eksempler på mødesteder, hvor mennesker kan mødes på tværs.

Fremover vil kommunen udvikle metoder til at tage højde for forskellige behov allerede i planlægningen af aktiviteter, kommunikation og fysiske rammer. Der skal desuden afprøves mere opsøgende indsatser i samarbejde med foreninger, boligorganisationer og frivillige, som har kontakt til borgere, der ellers ikke deltager i fællesskaberne.

Udspillet til den nye politik er en ud af 11 nye politikker, der er sendt i høring med svarfrist 23. oktober.


18/10 2026