Yggdrasil er faldet – forhåbentlig er det ikke et dårligt varsel..
Debat: Det gamle asketræ, der symbolsk har været centrum for Danmarkshistorien i Vestskoven, er væltet efter flere års sygdom. Nu opfordrer centerleder Povl Markussen til, at en ny Yggdrasil bliver plantet
Af Povl Markussen, centerleder, Albertslund Verdensmål Center
I midten af de gamle vikingers univers stod verdenstræet Yggdrasil, det store asketræ med rødder ind i Åsgård (gudernes verden), Jotunheim (de grumme jetternes verden) og Hel (dødsriget).
I midten af Yggdrasil var menneskenes rige, Midgård. Yggdrasil var træet, der holdt sammen på hele universet! Det var verdens midtpunkt, ligesom asketræet i Store Vejleådalen, nedenfor vikingelandsbyen, på kanten af Porsemosen også var det.
Den var det fysiske centrum for "Danmarkshistorien i Vestskoven". I en radius på 2,5 km ud fra Yggdrasil fortælles Danmarkshistorien. Her er der spor efter gletschere og smeltevandsfloder, jægere og samlere, jernalder og vikinger.
Her er gravhøje og vikingegrave, bopladser og gamle landsbyer, Oldtidsvej og vikingebro, mindesmærker og observatorium, kirkebyggeri og udskiftning. Her lå hele Danmarkshistorien for foden af Verdenstræet Yggdrasil.
Men nu er det faldet. Blæst omkuld af stormen. Gennem årene svækket af sygdommen asketoptørre, angrebet af svamp, rådnet op i roden – så det nu ligger, lige så langt det er.
Og det er noget skidt, for Yggdrasil skulle ifølge legenden først gå under i Ragnarok, verdens undergang, og selv om der er nok at bekymre sig om med klimaforandringer, forurening, biodiversitetskrise, grådighed, krig og kriser, må Ragnarok da godt vente lidt endnu. Derfor må vi også se at få plantet en ny Yggdrasil.
Det skal være et stenkast fra, hvor den gamle stod, så jorden er frisk og ingen sygdom overføres til det nye træ, og det skal gerne være en ask, der har lært sig at overvinde asketoptørren, så den ad åre kan stå og knejse midt i verden og midt i Danmarkshistorien og passe på os alle sammen.
Om det er Naturstyrelsen eller Kroppedal eller lokalhistorisk samling eller.., der skal tage bolden op, ved vi ikke, men vi bidrager gerne til at lave en hyggelig begivenhed ud af det, når den nye Yggdrasil skal i jorden.