Ny udstilling på Kroppedal tager gæsterne med på en rejse gennem lyset
Med stjernekort i hånden kan besøgende gå på opdagelse i kendte stjernebilleder og se himlen, som den tog sig ud for Ole Rømer for 350 år siden
Af Michael Odsgard
Kroppedal Museum har åbnet fokusudstillingen Lyset fra fortiden.
Her kan gæsterne undersøge, hvordan lyset rejser gennem universet – og hvorfor synet af fjerne stjerner også er et kig tilbage i tiden.
Udstillingen ligger i museets mindste udstillingsrum. Bag et sort gardin kan besøgende se op på tre velkendte stjernebilleder.
Et stjernekort hjælper med at finde rundt på himlen, som Ole Rømer selv betragtede den for 350 år siden.
I 1676 viste den danske astronom, at lyset ikke bevæger sig øjeblikkeligt, men har en endelig hastighed.
Han nåede frem til opdagelsen ved at følge Jupiters måne Io: Tidspunkterne, hvor månen dukkede frem fra Jupiters skygge, forskød sig, når afstanden mellem Jorden og Jupiter ændrede sig.
Forsinkelsen skyldtes den tid, lyset brugte på at nå frem.
Den samme grundidé forklarer, hvorfor vi ser himmellegemer, som de så ud tidligere: Lyset skal rejse fra dem til os. Jo længere væk de er, desto længere tid har lyset været undervejs.
Lyset fra fortiden kan ses på Kroppedal Museum, Kroppedals Allé 3 i Taastrup, til og med 30. maj 2027.
Museet har åbent tirsdag til søndag kl. 12-16. Entréen er gratis for børn under 18 år og koster 75 kroner for voksne.