Vivi Nør Jacobsen blev førstesuppleant til Folketinget

Vivi Nør Jacobsen blev førstesuppleant til Folketinget

Vivi Nør Jakobsen er medlem af byrådet i Albertslund og stillede op til Folketingsvalget for SF. Det rakte dog ikke til et valg, men til gengæld blev hun førstesuppleant

Kim Sejr, journalist

Byrådsmedlem Vivi Nør Jacobsen stillede op til Folketingsvalget for SF, men blev ikke valgt. Til gengæld blev hun førstesuppleant for en af de to valgte SFére: Sigurd Agersnap og Sofie F. Villadsen. Ved sygdom eller orlov skal Vivi Nør Jacobsen således træde til som stedfortrædende folketingsmedlem, som det hedder.

-Jeg er glad for at have fået flere stemmer end ved valget i 2022, og ville naturligvis gerne have haft en plads.

Jeg har været med til at sikre SF fremgang og det er jeg stolt af, siger hun til AlbertslundNYT.

-Tusind tak for hvert kryds ved mit navn på stemmesedlen i går, uddyber hun på sin Facebook-side og fortsætter:

-Jeg er så glad for at være med på det hold, der har sikret SF 20 mandater og fremgang i min egen storkreds.

- Der er blevet kæmpet, og jeg er en glad 1. suppleant, og jeg er stolt af, at jeg vovede at stille op. At jeg ikke blev valgt er hvad det er.

Jeg rakte hånden op, åbnede munden og vovede.

Og SF er i dag større - og større end noget borgerligt parti, og det er jeg glad for at have givet mit bidrag til.

Nu glæder jeg mig til at møde på arbejde for børns trivsel i verdens bedste Julemærkehjemmene og stemple ind på Albertslund Rådhus, for et Albertslund der hænger sammen, på SF-holdet sammen med Tina, Lars, Camilla og Resul.

Livet og hverdagen vender tilbage med fuldtidsarbejde og det kommunalpolitiske arbejde oveni, men hvor jeg glæder mig til at sove længe, spille brætspil med børn og venner, dele avisen og kaffen med Allan og putte den mindste og køre den ældste til toget…

Tak for al opbakning, omsorg og tillid. Jeg vil fortsat gøre mit bedste for at modarbejde ulighed, fremme menneskers muligheder og sikre naturen plads. Det er det, det hele handler om.

-kis

26/3 2026