Vestforbrænding øger kreditrammen til 600 millioner kroner – Albertslund stiller yderligere garanti

Vestforbrænding øger kreditrammen til 600 millioner kroner – Albertslund stiller yderligere garanti

VF Affaldsenergi vil udvide sin kreditfacilitet med 200 millioner kroner. Det betyder, at Albertslund Kommune skal godkende en yderligere garantistillelse på 4,64 millioner kroner.

Kim Sejr, journalist

Vestforbrændings datterselskab VF Affaldsenergi A/S ønsker at forhøje sin eksisterende kreditfacilitet fra 400 til 600 millioner kroner. Samtidig forlænges løbetiden fra ét til fem år, så selskabet får bedre muligheder for at finansiere investeringerne i affaldsenergianlægget. Forslaget blev behandlet i Økonomiudvalget den 3. november 2026, hvor indstillingen blev tiltrådt, bortset far et medlem. der undlod at stemme.

Baggrunden for den større kreditramme er omfattende investeringer i affaldsenergianlægget og tilhørende anlæg. Vestforbrænding forventer samlede investeringer på 587,8 millioner kroner i perioden 2025-2028.

Investeringerne fordeler sig således: 2025: 138,8 millioner kroner, 2026: 110 millioner kroner, 2027: 259 millioner kroner, 2028: 80 millioner kroner Den eksisterende kreditramme vurderes derfor ikke at være tilstrækkelig til at dække investeringsbehovet.

Efter selskabsgørelsen af VF Affaldsenergi A/S kan selskabet ikke længere finansiere investeringerne gennem KommuneKredit. Finansieringen skal i stedet ske på kommercielle vilkår. Den nye kreditfacilitet etableres hos Nordea, som kræver, at ejerkommunerne garanterer for 80 procent af den benyttede kredit. Ved en samlet ramme på 600 millioner kroner svarer det til en maksimal garantistillelse på 480 millioner kroner.

Albertslund garanterer for 4,64 millioner

Albertslund Kommunes ejerandel af Vestforbrænding er 2,9 procent. Kommunens andel af garantien for selve kreditforhøjelsen på 200 millioner kroner bliver derfor 4.640.000 kroner. Kommunens økonomiske risiko vurderes som lav. Garantien registreres som en garantiforpligtelse og påvirker ikke kommunens økonomi direkte, medmindre der opstår et tab.

Til gengæld modtager kommunerne garantiprovision. For 2026 forventes den at udgøre 0,6 procent af det beløb, der faktisk trækkes på kreditten. Provisionen beregnes halvårligt og udbetales årligt.

Den nuværende kreditfacilitet udløber ved udgangen af 2026. Med den nye aftale forlænges løbetiden til fem år, frem til udgangen af 2031.

Det skal give selskabet bedre mulighed for langsigtet investeringsplanlægning og spare ejerkommunerne for årlige godkendelser af nye kreditfaciliteter. Vestforbrænding vil løbende vurdere, hvornår træk på kreditten skal konverteres til egentlige lån, som forventes at få en løbetid på 15-20 år.

Kommunalbestyrelsen i Albertslund tager endelig stilling til kreditforhøjelsen og kommunens garantistillelse 11.november.


9/11 2026