SF: manglende særtilskud gør budgetforhandlinger sværere

SF: manglende særtilskud gør budgetforhandlinger sværere

Vi havde håbet, at regeringen ville tage større hensyn til den særlige økonomiske situation, som Albertslund forsøger at arbejde sig ud af, siger Vivi Nør Jacobsen, kommunalbestyrelsesmedlem og gruppeformand for SF

Kim Sejr, journalist

Vivi Nør Jacobsen, medlem af Kommunalbestyrelsen og gruppeformand for SF er ret kritisk over for meddelelsen om, at Albertslund Kommune ikke er blandt de 22 kommuner, der i år får del i statens særtilskudspulje på samlet én milliard kroner.

Det betyder, at kommunen går glip af et særtilskud i 2027 – efter ellers at have modtaget penge fra ordningen hvert år siden 2021.

– Vores problemer forsvinder ikke, bare fordi andre kommuner har større udfordringer. Det er svært at forstå, at statskassen igen får flere milliarder kroner ind end forventet, mens vi i Albertslund endnu en gang skal finde millionbesparelser, siger Vivi Nør Jacobsen og fortsætter:

– Når vi går ind i budgetforhandlingerne, vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at skåne børnene, de ældre og de borgere, der har brug for omsorg, støtte og en hjælpende hånd i hverdagen, siger Vivi Nør Jacobsen.

Der er lagt op til større besparelser i kommunen. Forvaltningens budgetkatalog indeholder 67 konkrete forslag, som samlet skal give en besparelse på 57,4 millioner kroner i 2030. En betydelig del af besparelserne findes på dagtilbud- og skoleområdet, hvor kataloget samlet lægger op til besparelser på knap 18 millioner kroner årligt fra 2028.

– Årets budgetforhandlinger bliver svære. Og de er kun blevet endnu sværere af, at Albertslund fik et stort, rundt nul i særtilskud, siger Vivi Nør Jacobsen og tilføjer:

– Vi havde naturligvis håbet, at firkløverregeringen ville tage større hensyn til den særlige økonomiske situation, som Albertslund forsøger at arbejde sig ud af, og give os en håndsrækning. Der er trods alt blevet fordelt en milliard kroner i udligningskroner, men Albertslund står stadig med de samme alvorlige udfordringer, siger Vivi Nør Jacobsen.

31/8 2026