Radikalt byrådsmedlem skuffet over valgresultat
Byrådsmedlem Hediye Temiz(B) var opstillet til folketingsvalget i Nordsjælland, og blev ikke valgt - resultatet var ifølge hende selv skuffende
Kim Sejr, journalist
Medlem af byrådet for de radikale i Albertslund, Hediye Temiz var opstillet som kandidat til folketingsvalget i Nordsjælland, men blev ikke valgt. De radikale fik to mandater og gik frem med 2,4 procentpoint til 7,3 procent af alle stemmerne. Hedyie fik 899 personlige stemmer - men det var ifølge hende selv skuffende og langt fra hendes personlige mål.
- Jeg havde sat næsen op efter at blive førstesuppleant, men der manglede lige nogle stemmer i at nå det mål. Omvendt er jeg stolt og glad over, at vi som parti fik et godt valg, siger Hedyie Temiz til AlbertslundNyt og tilføjer, at hun er parat til at stille op igen næste gang.
Hun uddyber videre på sin Facebook-profil:
Kære alle sammen… Det her bliver et svært opslag fra mig
Først og fremmest vil jeg gerne sige tusind tak til alle de 899 personer der satte et kryds ved mit navn. Jeg er dybt beæret og stolt over det. Det betyder noget.
Men jeg er også skuffet. Skuffet over at jeg var lige akkurat 187 personlige stemmer fra mit mål med denne valgkamp.
Da jeg tilbage i 2024 besluttede mig for at skifte kreds, og få stablet en kampagne op, var målet at kunne få flest stemmer efter vores spidskandidat og partiet politiske leder. I en kreds med så kompetente og dygtige kandidater, hvor de fleste også er lokal forankrede og populære byrådsmedlemmer vidste vi godt det ville være svært, men målet var sat.
Desværre blev målet ikke indfriet, men jeg er utrolig stolt af den indsats vi har lagt i kampagnen. Utrolig taknemmelig for at min kampagneleder Morten Holdt Hansen og min “særlige rådgiver” Ask Ellebjerg gav alt hvad de havde. For vi troede på det.
Nu skal jeg have lidt tid med familien og tilbage på studiet. Om ikke så længe skal jeg også tilbage til kommunalbestyrelsen.
Og til de mennesker der under valget har gjort alt for at ødelægge mit valg; Jeg er kommet for at blive. Jeg er kommet for at kæmpe. Jeg har hele tiden sagt at jeg en dag nok skal blive valgt til Folketinget. Det er ikke et spørgsmål om jeg gør - men hvornår.
Tak for støtten til alle jer der har stemt på mig. Tak for kampen til alle jer der kæmpet for mig
Resultatet
De personlige stemmetal for Det Radikale Venstre i Nordsjællands Storkreds:
Martin Lidegaard 9.328
Tine Hessner 1.086
Freja Eva Lockenwitz 1.009
Hediye Temiz 899
Christina Thorholm 877
Mikkel Westh Jepsen 472
Christian Elkjær 414
Hediye Temiz er i øjeblikket på barsel, som slutter 1. juni.
-kis