Flere grundejerforeninger vil have privat parkeringskontrolFoto: Unsplash

Flere grundejerforeninger vil have privat parkeringskontrol

Forvaltningen foreslår, at tilladelsen til parkeringskontrol på private fællesveje flyttes fra kommunalbestyrelse til forvaltning for at effektivisere sagsbehandlingen

Kim Sejr, journalist

Der er stadigt flere grundejerforeninger, der ønsker at indføre privat parkeringskontrol, men som reglerne er skruet sammen i dag, kan det kun lade sig gøre med godkendelse fra både Kommunalbestyrelsen og politiet.

Forvaltningen, i kraft af By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse, foreslår derfor, at kommunalbestyrelsen delgerer denne kompetence til forvaltningen for at styrke sagsbehandlingen i overensstemmelse med Privatvejsloven og Færdselsloven.

Det er således sat på dagsordenen i Økonomiudvalget tirsdag 7. april.

Sagen er, at en række grundejerforeninger og vejlaug har henvendt sig med anmodninger om at etablere privat parkeringskontrol på private fællesveje. Efter gældende ret må en grundejerforening eller et vejlaug imidlertid ikke ændre vejens indretning eller etablere færdselsregulerende foranstaltninger uden godkendelse fra både Kommunalbestyrelsen og politiet, fremgår det af forvaltningens sagsfremstilling.

I dag behandler Kommunalbestyrelsen ansøgninger om privat parkeringskontrol på private fællesveje, selv når der er tale om rutinemæssige eller klart afgrænsede vurderinger. Det tidligere Miljø- og Byudvalg bad på mødet den 25. november 2025 om, at der blev fremlagt en beslutningssag om delegering af kompetencen til forvaltningen, så forvaltningen fremadrettet kan træffe beslutning om indførelse af privat parkeringskontrol på private fællesveje. 

Argumentationen er, at disse sager er af teknisk og faglig karakter, vurderingskriterierne er klart afgrænsede i lovgivningen og at sagsbehandlingen kan effektiviseres væsentligt ved administrativ afgørelse. Dertil, at en ensartet praksis bedst sikres ved central faglig behandling.

Ansøgningen vil blive behandlet i samarbejdet med politiet, som også skal give tilladelse.

Forvaltningen vil oprette et kort på kommunens hjemmeside, hvor man løbende kan følge med i hvor der er givet tilladelse til privat parkeringskontrol. Der vil desuden en gang årligt blive givet en status for fagudvalget på de behandlede ansøgninger, fremgår det.


6/4 2026