Ex-borgmester: Vi skal løfte vort parti til nye højder

Ex-borgmester: Vi skal løfte vort parti til nye højder

Den tidligere socialdemokratiske borgmester Steen Christiansen holdt 1. maj-tale hos Socialdemokratiet i Albertslund med en optimistisk tro på at genvinde de socialdemokratiske vælgere

Kim Sejr, journalist

Håb er er ikke en strategi. Apati er ikke en strategi. Sådan lød det fra den tidligere socialdemokratiske borgmester Steen Christiansen, da han holdt sin 1. maj-tale hos Socialdemokratiet i Albertslund.

-Socialdemokratiet er historisk lykkedes med at vinde vælgerne med en offensiv politiske dagsorden om at morgendagen bliver bedre end dagen i dag. Drømmen om det gode velfærdssamfund.

 Men det er som vælgerne er stået af. Eller mange i hvert fald. For vi har nu som parti tabt tre valg i træk. EP-valget, kommunevalget og Folketingsvalget. Det kan være komplekst at vise vejen ud af moradset, men én ting er sikkert: håb er ikke en strategi i den situation, og det er lige så sikkert, at det er apati heller ikke, fremhævede Steen Christiansen.

- Hvilket problem vi helt konkret står med er måske et spørgsmål, vi ikke skal stille os selv, men borgerne. Det betyder også, at vejen tilbage til magten på Rådhuset ikke kun går via store beslutninger på netop Rådhuset, men fra byen og borgerne ind mod Rådhuset. Det stiller store krav til os og måden at arbejde på som parti.

Mødet med borgeren er ikke et møde. Det er et fællesskab – og hvad er det vi vil med Albertslund. Det er afsindigt svært, men vi skal knække nødden. Det har vi historiske gjort før som parti og arbejderbevægelse, pointerede Steen Christiansen.

Han fremhævede herefter behovet for at gå i dybden med nogle af de store udfordringer.

-De sidste otte år er udgifterne til børn og familier med ondt i livet eksploderet med mange millioner kroner. Mange politikere er med god grund optaget af at sikre børn og familier rettigheder, når de står med vanskeligheder. 

Men der er ingen, der for alvor stiller spørgsmålet: Hvordan kan det være, at så mange børn og unge mistrives i vort samfund?

Hvordan forholder vi os til, at vi nu har 600.000 seniorsingler i Danmark? Og tallet stiger. Langt de fleste har det godt, men ensomheden er markant blandt mange. Især dem uden de mange økonomiske muligheder. 

Hvad gør vi ved det? Eller rettere: hvad tænker seniorerne, vi skal gøre? Børnefamilierne knokler derudaf år ud og år ind. Hvad skal der til for at det for alvor bliver anderledes – til en mere rolig hverdag?, lød spørgsmålene fra Steen Christiansen.

- Og det er så nu, at vi skal turde gå nye veje og løfte vort parti til nye højder med mod og åbenhed – og med fremtidstro og nysgerrighed, lød det fra Steen Christiansen.

Socialdemokratiet i Albertslund havde inviteret til et velbesøgt 1. maj- arrangement på Birkelundgård, der startede klokken 8 om morgenen med kaffe og morgenbrød - samt sang og musik. Foto: Kim Sejr



1/5 2026