Debat: Alle medarbejdere skal kunne gå trygt på arbejde
Fire partier ovenpå sagen med syv kostfaglige ansatte på plejehjemmet Albertshøj: Vi skal sikre et ordentligt arbejdsmiljø og den bedst mulige trivsel for vores medarbejdere
Af Albertslund-Listen, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti
Det er bekymrende, at for mange medarbejdere på plejeområdet i dag går på arbejde med ondt i maven. Det er en alvorlig situation, vi som politikere ikke kan ignorere.
Vi får meldinger om, at nogle medarbejdere kan være tilbageholdende med at sige deres mening af frygt for konsekvenser. Det gælder også i forbindelse med trivselsmålinger og arbejdspladsvurderinger (APV), hvor det ellers er afgørende, at man kan svare ærligt. Når den tryghed ikke er til stede, peger det på et problem, vi er nødt til at tage alvorligt.
Som politikere har vi et klart ansvar: Vi skal sikre et ordentligt arbejdsmiljø og den bedst mulige trivsel for vores medarbejdere. Derfor ser vi med stor alvor på de meldinger, vi får.
Vi ønsker at give mulighed for at medarbejderne trygt kan dele deres oplevelser direkte med os politikere fx. gennem helt anonyme spørgeskemaer. Vi er bekymrede for, om de eksisterende redskaber altid giver det fulde billede, hvis nogle af medarbejderne ikke føler sig trygge ved at svare ærligt.
Samtidig ser vi et højt sygefravær på området. Det er bekymrende, men desværre ikke overraskende i lyset af de meldinger, vi modtager. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde.
Fire partier og 7 mandater står sammen, og vi vil bruge det ansvar til at sikre et flertal, så medarbejderne ved, at de ikke står alene.
Nu handler det om at få et klart og ærligt billede af situationen – og derefter handle ansvarligt og målrettet.