Albertslund styrker vandberedskabet – det bliver dyrere for borgerne

Albertslund styrker vandberedskabet – det bliver dyrere for borgerne

Albertslunds Udvalg for Digitalisering og Beredskab har tiltrådt en indstilling om at styrke HOFORs beredskab ved alvorlige forsyningssvigt. Borgerne skal fremover betale et ekstra bidrag via vandtaksten

Kim Sejr, journalist

Albertslunds Udvalg for Digitalisering og Beredskab har netop tiltrådt en indstilling om at styrke HOFORs beredskab ved alvorlige forsyningssvigt. Målet er, at vand- og spildevandsforsyningen skal kunne genetableres inden for tre døgn. Regningen ender hos borgerne, som fremover skal betale et ekstra bidrag via vandtaksten.

Baggrunden er en opfordring fra Miljøstyrelsen, som i januar 2026 bad kommuner og vandselskaber om at styrke beredskabet over for længerevarende forsyningssvigt. HOFORs vand- og spildevandsforsyninger er udpeget som kritisk infrastruktur.

Det nye mål er, at HOFORs kollektive vand- og spildevandsforsyning skal kunne genetableres senest tre døgn efter en kritisk hændelse.

Under en alvorlig hændelse skal HOFOR først og fremmest beskytte sine egne forsyningsanlæg. Formålet er at begrænse permanente skader og sikre en så hurtig og sikker genetablering af forsyningen som muligt.

HOFORs ansvar er som udgangspunkt at beskytte anlæggene og få den almindelige forsyning tilbage. Selskabet har ikke som udgangspunkt ansvar for at sikre nødforsyning af vand til borgerne i de første tre døgn efter et forsyningssvigt.

Det vil i stedet som udgangspunkt være den enkelte kommunes ansvar. Reglerne om den præcise ansvarsfordeling er dog fortsat under afklaring.

Det betyder, at borgernes eget beredskab bliver vigtigt. Styrelsen for Samfundssikkerhed anbefaler, at hver borger har ni liter vand på lager, svarende til minimumsbehovet i tre døgn.

Det styrkede beredskab bliver ikke gratis. Fremover skal vandtaksten indeholde et bidrag til beredskab, som betales af borgerne i Albertslund. Kommunen kan endnu ikke oplyse, hvor stor takststigningen bliver.

Sagen skal efterfølgende behandles i Økonomiudvalget og i Kommunalbestyrelsen.

26/8 2026