Vejarbejde lukker delvist Damgårdsvej frem til oktober
Fra 27. juli må trafikanter indstille sig på ændrede kørselsforhold, mens tunnelen under Damgårdsvej bliver renoveret
Bilister, cyklister og buspassagerer skal væbne sig med tålmodighed de kommende måneder. Fra mandag den 27. juli går et større renoveringsarbejde i gang på Damgårdsvej, hvor tunnelen under vejen ved Holsbjergvej og Lyngmosevej skal sættes i stand.
Arbejdet forventes at vare frem til udgangen af oktober 2026 og bliver udført i to etaper for at undgå en total lukning af Damgårdsvej.
I første etape bliver Damgårdsvej spærret for gennemkørsel ved Kastanie Allé i retning fra Stensmosevej mod Roskildevej. Vejen bliver samtidig ensrettet, så trafikken kun kan køre fra Roskildevej mod Stensmosevej. Beboere vil fortsat kunne komme til og fra deres boliger.
På et senere tidspunkt skifter arbejdet til etape to. Her bliver Damgårdsvej spærret ved Roskildevej i retning mod Stensmosevej, mens trafikken i stedet kan køre fra Stensmosevej mod Roskildevej. Tidspunktet for skiftet mellem de to etaper er endnu ikke fastlagt.
Renoveringen får også konsekvenser for den kollektive trafik. Busstoppestederne ved Holsbjergvej og Lyngmosevej i begge retninger bliver midlertidigt nedlagt, mens arbejdet står på. Busruterne bliver omlagt, og passagerer opfordres til at orientere sig om de ændrede ruter, inden de rejser.

Også gående og cyklister bliver berørt. Holsbjergstien, der løber gennem tunnelen under Damgårdsvej, vil være lukket i perioder under arbejdet.
Tunnelen stammer fra 1970'erne og har behov for omfattende reparationer for at sikre konstruktionens levetid. Arbejdet kræver, at vej, fortov og rabatter graves op, så håndværkerne kan reparere oversiden af betonkonstruktionen.
Kommunen oplyser, at der kan være perioder, hvor der ikke er synlig aktivitet på arbejdsstedet. Det skyldes blandt andet, at beton og andre materialer skal have tid til at tørre og hærde mellem arbejdsprocesserne.
Kommunen beklager de gener, som arbejdet vil medføre for trafikanter og naboer, og håber på borgernes forståelse, mens renoveringen står på.
-kis