Sang fra morgenstunden på Herstedøster Skole
Elever fra 0. til 3. klasse har sunget skoledagen i gang med en række morgensangskoncerter. Sangprojektet Alle Kan Synge har siden 2018 været en fast del af skolen
Der har været ekstra meget musik og sang på Herstedøster Skole i Albertslund. I sidste uge blev skoledagen nemlig indledt med morgensangskoncerter, hvor eleverne fra 0. til 3. klasse fik mulighed for at vise resultatet af flere måneders fælles arbejde med sang og musik.
Koncerterne blev afholdt i samarbejde med projektet Alle Kan Synge, som siden 2018 har været en fast del af skolens hverdag. Her er sangen ikke blot en hyggelig aktivitet, men en integreret del af undervisningen. Kor er nemlig sat på skoleskemaet, og eleverne synger sammen to til tre gange om ugen. Det sker både gennem årgangskorene og skolens ugentlige fælles morgensang.
Formålet er at give børnene glæden ved at synge, men i lige så høj grad at bruge musikken som et redskab til at skabe stærke fællesskaber.
Sang på tværs af forskelligheder
Grundtanken bag Alle Kan Synge er, at alle børn kan være med, uanset musikalske forudsætninger. Når børnene synger sammen, bliver den enkeltes stemme en del af noget større, hvor samarbejde, opmærksomhed og fælles engagement er afgørende. Det er netop denne oplevelse af fællesskab, som projektet ønsker at styrke.
Morgensangskoncerterne viste, hvordan sangen kan samle børn på tværs af forskelligheder og give dem mulighed for at opleve glæden ved at bidrage til en fælles præstation. Samtidig kan det at stå frem foran andre og synge være med til at styrke børnenes selvtillid, mod og selvstændighed. For mange børn er det en særlig oplevelse at få lov til at vise forældre, lærere og kammerater, hvad de har øvet sig på gennem længere tid.
På Herstedøster Skole er ambitionen, at sangen skal være mere end et enkeltstående projekt. Ved at gøre kor og morgensang til en fast del af skemaet bliver musikken en naturlig del af børnenes skoleliv.
Det giver eleverne mulighed for løbende at udvikle deres musikalske færdigheder, men også for at lære at lytte til hinanden, følge en fælles rytme og tage hensyn til gruppen.
Afdelingsleder for 0.-2. klasse på Herstedøster Skole, Katrine Thorning, glæder sig over børnenes engagement og den særlige stemning, som sangen skaber.
-Det er fantastisk at opleve, hvordan så mange børn synger og bevæger sig med stort engagement, indlevelse og opmærksomhed på det fælles her på Herstedøster Skole, siger Katrine Thorning.
-kis