Tjekkiske musikundervisere på besøg i Albertslund

Tjekkiske musikundervisere på besøg i Albertslund

Seks tjekkiske musikundervisere er i denne uge på besøg på Albertslund Musikskole, hvor de følger undervisningen og udveksler erfaringer med deres danske kolleger

De tjekkiske undervisere følger i løbet af ugen undervisningen på tæt hold og får mulighed for at opleve, hvordan hverdagen på Albertslund Musikskole fungerer. Programmet byder blandt andet på både solo- og holdundervisning samt en klaverkoncert.

Formålet er at udveksle erfaringer og få nye perspektiver på musikpædagogikken. De tjekkiske gæster får samtidig lidt tid på egen hånd til at opleve København.

Samarbejdet stopper ikke, når de seks undervisere rejser hjem. Senere på året sender Albertslund Musikskole selv undervisere til Rícany, hvor de kan opleve andre undervisningsmetoder og hente inspiration til deres egen praksis.

Musikskoleleder Ulrik Skat Bojsen-Møller glæder sig over samarbejdet.

-Vi glæder os over at kunne styrke det internationale samarbejde og skabe nye forbindelser gennem musikken. Vi er stolte over at kunne få dette projekt op at stå og skylder en stor tak til alle involverede undervisere – og ikke mindst til vores lokale venskabsforening her i Albertslund, som har støttet udvekslingen økonomisk, siger han.

Udvekslingsforløbet er desuden støttet gennem Erasmus-programmet.

-kis



29/9 2026