Skraldemand for en dagSidste år deltog omkring 190.000 i Affaldsindsamlingen. Her blev der i alt samlet 80 ton skrald. Foto: Maria Schumann.

Skraldemand for en dag

I dag starter Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling. Den varer hele ugen, og i Albertslund markeres den blandt andet med en stor fælles indsamling med udgangspunkt i Dyregården

Af Daniel Christensen

Der er lagt op til den helt store forårsrengøring, når Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling løber af stablen i uge 16.

I landets kommuner rykker skoler, foreninger, virksomheder og familier ud med affaldssække og gribetænger for at fjerne andres efterladte affald. I alt forventes godt 200.000 børn og voksne at deltage – heraf 137.000 børn fra skoler og dagtilbud, der er tilmeldt årets indsamling.

I hele landet bliver der afholdt lokale indsamlingsarrangementer, hvor foreninger, virksomheder og privatpersoner inviterer lokalsamfundet med ud at samle affald. Størstedelen af indsamlingerne er åbne for alle.

- Vi er meget taknemmelige for den store opbakning til Affaldsindsamlingen. Hvert stykke affald tæller, og når så mange danskere hjælper til, er det virkelig noget, der batter og gør en synlig forskel. Vi glæder os til at se, hvor meget vi sammen får samlet i år, siger Asger Ebdrup, projektleder for Affaldsindsamlingen.

I Albertslund ventes 388 affaldsindsamlere at deltage, hvoraf 191 er børn og unge.

Sammen med 4H-klubben arrangerer Danmarks Naturfredningsforenings Albertslund-afdeling affaldsindsamling på lørdag med udgangspunkt i Dyregården. 4H er en frivilligdreven børne- og ungdomsorganisation i Danmark, der tilbyder fritidsaktiviteter med fokus på natur, dyr, mad og håndværk. 

I år vil der blive gjort noget ekstra ud af at informere om genbrug og behandling af affaldet, og om hvordan man kan mindske affaldsproblemerne.

Efter ankomst ved mødestedet ved Dyregården kan man få udleveret indsamlingssæk og evt. affaldsgrab og hansker. Derefter bliver man fordelt ud på områder, hvor der er skrald at samle. Afslutningsvis bliver det indsamlede affald vejet og bedømt.

I samarbejde med discountkæden Rema1000 leverer Danmarks Naturfredningsforening gratis affaldssække til skoler, dagtilbud og de lokale indsamlingsarrangementer. Som noget nyt kan man i løbet af affaldsugen også hente gratis affaldssække i den lokale Rema 1000 – så længe lager haves.

- Vi ønsker at gøre det så let som muligt at være med i Affaldsindsamlingen. Derfor er vi glade for, at vi sammen med Rema 1000 og deres flere end 430 butikker kan nå ud i hele landet og forhåbentligt få endnu flere danskere med, siger Asger Ebdrup.

Kan man ikke deltage lørdag, er der også mulighed for at samle skrald sammen med Børnehuset Lindegården fredag formiddag. Læs mere om det arrangement her.

13/4 2026