Renovering af tunnel forsinket en måned
Arbejdet med at renovere tunnelen og broen under Damgårdsvej i Albertslund er forsinket med omkring en måned. Nu forventes projektet først afsluttet den 20. november.
Renoveringen af tunnelen og broen ved Hyldespjældet i Albertslund har været i gang siden 1. august. Oprindeligt var det planen, at arbejdet skulle stå færdigt ved udgangen af oktober, men forsinkelser betyder, at trafikanter og beboere må væbne sig med lidt ekstra tålmodighed.
Albertslund Kommune forventer nu, at renoveringsarbejdet er afsluttet den 20. november 2026.
Arbejdet foregår både i tunnelen og på Damgårdsvej, hvor vejen renoveres i én side ad gangen for at undgå en total spærring.Formålet med renoveringen er at udskifte den membran under asfalten, som beskytter betonkonstruktionen mod vand.
For at komme til membranen er det nødvendigt at grave både vej, fortov og rabat op over tunnelen. Arbejdet er tidskrævende, blandt andet fordi de anvendte materialer skal have tid til at tørre og hærde, inden arbejdet kan fortsætte. Det betyder også, at der i perioder kan være begrænset synlig aktivitet på arbejdspladsen.
Busstoppesteder fortsat nedlagt
Renoveringen påvirker både trafikken på Damgårdsvej, busdriften og adgangen gennem tunnelen.
Busstoppestederne ved Hyldespjældet i begge retninger er nedlagt i anlægsperioden. Passagerer kan finde information om omlagte busruter på Din Offentlige Transport.
Tunnelen vil det meste af tiden kunne passeres i den ene side, men i kortere perioder vil den være helt spærret, mens arbejdet udføres.
Albertslund Kommune beklager de gener, arbejdet medfører for trafikanter og naboer, og opfordrer til tålmodighed, mens renoveringen færdiggøres.
-kis