Ny kampagne skal hjælpe unge ud af nikotinafhængighed
Unge mellem 15 og 25 år skal vide, at de kan få hjælp til at slippe afhængigheden af cigaretter, snus og vape. Albertslund Kommune er med i kampagnen ”Fri eller fanget”, der skal få flere unge til at søge rådgivning.
Af Kim Sejr, journalist
Mange unge begynder at bruge nikotin i selskab med vennerne. Men det, der starter som en social aktivitet, kan udvikle sig til en afhængighed, som bliver svær at slippe af med.
Det vil en ny kampagne, ”Fri eller fanget”, sætte fokus på. I uge 44-46 gennemføres kampagnen i en række kommuner landet over, herunder Albertslund og de øvrige kommuner på Vestegnen.
Målgruppen er unge mellem 15 og 25 år, der bruger nikotin og gerne vil have hjælp til at stoppe. Kampagnen skal især gøre de unge opmærksomme på, at de gratis kan kontakte Stoplinien og få en samtale eller chat med en rådgiver.
Nikotin er et meget afhængighedsskabende stof. Det, der starter med at være noget, man prøver i selskab med andre, ender med at blive et ensomt fællesskab, hvor den unge er nødt til at bruge nikotin i smug. Vi har talt med mange unge, som kan fortælle om situationer, hvor det føles dumt og måske lidt skamfuldt at bruge nikotin.
De unge vil vi gerne hjælpe, siger Helle Stuart, leder af indsatsen Klar livet – uden røg og rusmidler. Hun håber, at kampagnen kan få flere unge til at tage imod tilbuddet om professionel rådgivning.
Også snus og røgfrie produkter er et problem
Det er ikke kun cigaretter, der kan føre til nikotinafhængighed. Også røgfrie produkter som snus og andre nikotinprodukter kan skabe afhængighed og påvirke de unges hverdag.
-Det er ikke kun nikotinindtagelse i form af cigaretter, der kan være et problem, men også røgfrie produkter som snus. Det kan være med til at skabe afhængighed og give koncentrationsbesvær i forhold til ens skole og uddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi gør en indsats, siger Niels Lund Stemann Jans, leder af Sundhed og Forebyggelse i Albertslund Kommune.
I Albertslund bliver kampagnen fulgt op af et konkret tilbud til unge, der ønsker at komme ud af deres nikotinforbrug. Kommunen tilbyder i samarbejde med det lokale apotek et gruppebaseret nikotinstopforløb med start 4. november.
Forløbet består af seks møder, der afholdes én gang om ugen. Hvert møde varer to timer, og deltagerne får mulighed for at arbejde med deres afhængighed og støtte hinanden i at blive fri for nikotin.
Hver tredje ung bruger nikotin
Behovet for en indsats er betydeligt. Ifølge kampagnens faktamateriale bruger cirka hver tredje ung mellem 15 og 29 år – svarende til 32 procent – et eller flere tobaks- eller nikotinprodukter dagligt eller lejlighedsvist.
Hver dag begynder omkring 45 børn og unge at bruge nikotin, mens cirka 250.000 unge gerne vil ud af deres nikotinforbrug.
Børn og unge er særligt sårbare over for nikotin, fordi deres hjerner stadig er under udvikling. De bliver hurtigere afhængige end voksne, og nikotinen påvirker både hjernen og nervesystemet.
Når afhængigheden først har bidt sig fast, kan det være svært at stoppe. Abstinenser kan blandt andet vise sig som koncentrationsbesvær, irritabilitet, frustration og vrede.
Samtidig spiller fællesskaber en stor rolle. Mange unge prøver første gang et nikotinprodukt sammen med venner, og i grupper, hvor nikotin er en del af samværet, kan det være vanskeligt at sige nej.
Gratis rådgivning hos Stoplinien
Stoplinien er en gratis, national telefon- og chatrådgivning, hvor unge og voksne kan få hjælp til at stoppe med at ryge, vape eller bruge snus og andre nikotinprodukter.
Rådgiverne sidder klar alle hverdage til at tale med eller chatte med dem, der ønsker at ændre deres forbrug. Kampagnen ”Fri eller fanget” er udviklet med støtte fra Nordea-fonden.