Iværksættercafé på rådhuset
Iværksættercafé på Albertslund Rådhus skal give nystartede virksomheder adgang til sparring, netværk og konkrete værktøjer
Albertslund Kommune og Erhvervssammenslutningen lancerer nu et nyt initiativ, der skal styrke det lokale iværksættermiljø.
Tirsdag den 30. juni kl. 16.00-18.00 inviteres iværksættere og mindre virksomheder til den første Iværksættercafé på Albertslund Rådhus.
Iværksættercaféen bliver den første i en række møder, der hen over året sætter fokus på de udfordringer og muligheder, som nye virksomheder møder. Deltagerne kan blandt andet se frem til oplæg og dialog om salg, markedsføring, økonomi, digitale værktøjer, kunstig intelligens, bæredygtig vækst og udvikling af en stærk forretningsmodel.
Målet er at skabe et uformelt mødested, hvor iværksættere kan udveksle erfaringer, hente inspiration og opbygge et lokalt netværk med andre virksomhedsejere og erhvervsfolk.
På det første møde deltager også repræsentanter fra Erhvervshus Hovedstaden, som vil præsentere de rådgivnings- og udviklingstilbud, der er tilgængelige for iværksættere.
Iværksættercaféen henvender sig til virksomheder med CVR-nummer i Albertslund Kommune, som har færre end fem ansatte og har eksisteret i højst fem år. Både soloselvstændige, deltidsiværksættere og mindre virksomheder, der ønsker sparring og nye kontakter, er velkomne.
Bag initiativet står Albertslund Kommune og Erhvervssammenslutningen, som ønsker at skabe et stærkere lokalt erhvervsfællesskab og gøre det lettere for nye virksomheder at få adgang til viden, netværk og kompetencer.
Ud over faglige oplæg byder eftermiddagen på kaffe, kage og mulighed for at møde tre lokale erhvervsprofiler, som deler erfaringer fra deres egne iværksætterrejser.
En af erhvervsprofilerne er Peter Wilken Heiberg, en dansk serieiværksætter, direktør og digital rådgiver, som er særligt kendt for sin ledende rolle i det digitale bureau Acto ApS. En anden profil er Bo Kristiansen, Formand for Erhvervssammenslutningen, der dækker erhvervslivet i kommunerne Glostrup, Brøndby, Vallensbæk og Albertslund. Han har siddet i bestyrelsen i en længere årrække.
Tilmelding sker via e-mail til info@erhvervssammenslutningen.dk. Deltagelse er gratis, men kræver forhåndstilmelding.
-kis