Hver femte elev på Vestskoven Gymnasium oplever mobning
21,1 procent af eleverne på Vestskoven Gymnasium(Next Uddannelse København) i Albertslund er blevet kaldt grimme navne, gjort nar af eller drillet på en sårende måde
Kim Sejr, journalist
Mobning er et alvorligt trivselsproblem blandt unge på ungdomsuddannelserne.
Det gælder også i Albertslund, hvor nye tal fra Undervisningsministeriets nationale trivselsmåling viser markante resultater for Vestskoven Gymnasium (Next Uddannelse København).
Hele 21,1 procent af eleverne på uddannelsesinstitutionen i Albertslund svarer, at de mindst en gang imellem er blevet kaldt grimme navne, gjort nar af eller drillet på en sårende måde.
Det er betydeligt flere end gennemsnittet for de gymnasiale uddannelser i Region Hovedstaden, hvor andelen er omkring hver ottende elev.
13,2 procent af eleverne i Albertslund har været udsat for digital mobning, mens 12,5 procent fortæller, at de er blevet truet til at gøre ting, de ikke havde lyst til.
Mest opsigtsvækkende er det måske, at 29,1 procent – næsten hver tredje elev – har oplevet, at andre elever eller ansatte er blevet presset til at gøre noget mod deres vilje.
- Det er desværre noget vi oplever på gymnasier, men det er også noget vi tager meget alvorligt og arbejder meget bevidst med det, for det er ikke noge tvi vil have her på gymnasiet, siger Trine Ladekarl Nellemann, rektor på Vestskoven Gymnasium og fortsætter:
- Det er især noget, der forekommer i vore 1. G-klasser, og det er i vid udstrækning noget der forekommer i weekenderne med mobning via sociale medier.
- Men selvom det foregår i fritiden er det jo noget der har indvirkning på trivslen for vore elever i det daglige, så derfor tager vi sagerne om digital mobning meget alvorligt, for øvrigt i et godt samarbejde med undervisningsministeriet og også forældrene, understreger Trine Ladekarl Nellemann.
Tallene fra Albertslund står ikke alene. Også på andre uddannelsesinstitutioner på Vestegnen er der udfordringer med elevernes trivsel.
På Next Uddannelse Københavns afdeling i Hvidovre svarer 21,8 procent, at de er blevet udsat for sårende drillerier eller chikane. 10,3 procent har oplevet digital mobning, og 24,8 procent har overværet, at andre blev presset til noget mod deres vilje.
På Høje-Taastrup Gymnasium er andelen, der har oplevet sårende drillerier, 17,8 procent. Her har 11,8 procent været udsat for digital mobning, mens 12,1 procent er blevet truet til at gøre noget mod deres vilje. På Brøndby Gymnasium er det 13,4 procent, der har oplevet sårende drillerier.
Mobning kan være svær at opdage
På landsplan og i Region Hovedstaden er mobning blandt unge på ungdomsuddannelser et problem, som kan være vanskeligt at afdække.
Ifølge Lene Lykkegaard, mobbe- og trivselsrådgiver hos Red Barnet, er der generelt begrænset viden om omfanget af mobning blandt denne aldersgruppe.
En del af forklaringen er, at mobningen ofte foregår ubemærket og derfor kan være vanskelig for både lærere og forældre at opdage.
Samtidig kan det være svært for unge at fortælle, at de står uden for fællesskabet.
- Det er meget tabubelagt ikke at være en del af fællesskabet, når man er ung, fordi ungdomsliv forventes at handle meget om venskaber og fællesskaber. Så det kan være rigtig svært at skulle sige højt, især hvis man føler, at man er den eneste, der bliver udsat for det, siger Lene Lykkegaard til TV 2 Kosmopol.
Ministeriet vil revidere trivselsmålingerne
Tallene stammer fra Undervisningsministeriets nationale trivselsmåling fra 2025. På de gymnasiale uddannelser bliver eleverne blandt andet spurgt til sårende drillerier, trusler, digital mobning og oplevelser af, at andre bliver presset til noget mod deres vilje.
Undervisningsministeriet har igangsat en revision af de nationale trivselsmålinger. Det skal blandt andet undersøges, om flere spørgsmål kan gøres ens på tværs af uddannelsesområderne.
Kilde: Undervisningsministeriets nationale trivselsmåling, Kosmopol