Gode erfaringer med juniormesterlære i Albertslund16-årige Sammi fra Herstedøster Skole været i juniormesterlære. Ifølge virksomhedens ejer, Nermin, har forløbet været en positiv oplevelse.

Gode erfaringer med juniormesterlære i Albertslund

Ny skoleform giver mere motivation, højere karakterer og en klar retning for fremtiden

For første gang har elever i skoleåret 2025/26 haft mulighed for at vælge juniormesterlære – en ny, praksisnær måde at gå i skole på.

 I Albertslund har 21 elever grebet chancen, og erfaringerne peger på øget trivsel, bedre faglige resultater og en stærkere kobling mellem skole og arbejdsliv.

Juniormesterlære henvender sig til elever med særlige talenter for praktisk læring og en motivation for en mere varieret skolegang. Her kombinerer eleverne undervisning i klasselokalet med konkrete arbejdsopgaver ude i virksomheder eller på erhvervsskoler.

En af de virksomheder, der har haft en elev i forløbet, er N.B Tagdækning ApS.

 Her har 16-årige Sammi fra Herstedøster Skole været i juniormesterlære. Ifølge virksomhedens ejer, Nermin, har forløbet været en positiv oplevelse:

-Det har været et spændende eventyr. Vi har givet Sammi opgaver, han kunne vokse med, og ansvar, som han har lært meget af. Det har været en proces, hvor han har taget én bid ad gangen – og det har han håndteret rigtig godt.”

Samarbejdet med skolen har samtidig været afgørende for succesoplevelsen.

-Dialogen med skolen har været tæt hele vejen. Vi har fulgt Sammis udvikling, og det er kun gået fremad, siger Nermin.

Den positive udvikling genkender Sammi selv. Han fremhæver især variationen i hverdagen som en vigtig faktor:

-Jeg synes, det er spændende og sjovt. Man laver altid noget, og det gør skolen bedre for mig. Jeg har faktisk fået højere karakterer. Det er godt at få brugt noget energi, når jeg er ude i juniormesterlære.

Oplevelsen har sat sine spor. Efter sommerferien planlægger Sammi at begynde på teknisk skole med henblik på en uddannelse som tagdækker.

Også 8.-klasseeleven Nikoline fra Herstedvester Skole har haft gavn af ordningen. Hun er i juniormesterlære på Toftegården, hvor hun arbejder med dyr to dage om ugen.

-Jeg var meget skoletræt, da jeg startede. Nu er det blevet nemmere at koncentrere mig. Det hjælper at komme ud og lave noget andet i løbet af ugen. Det fungerer rigtig godt for mig, fortæller hun.

Juniormesterlære giver eleverne mulighed for at opbygge praktiske kompetencer, få vejledning fra fagfolk og skabe netværk i erhvervslivet – samtidig med at de gennemfører folkeskolens afgangsprøver i udvalgte fag.

Forløbet afsluttes med 9. klasse og giver direkte adgang til grundforløbet på erhvervsuddannelserne (EUD).

Med et nyt skoleår på vej skal kommende elever nu tage stilling til, om juniormesterlære er det rette valg for dem. Ansøgningsfristen til skoleåret 2026/27 er den 20. maj 2026, og tilmelding sker via elevens skole.

-kis


17/4 2026