Coop vender udviklingen - markant fremgang i 2025
Dagligvarekoncernen Coop forbedrer driften med over 700 millioner kroner på to år og forventer overskud i 2026 trods fortsat underskud på 215 millioner kroner i 2025
Kim Sejr, journalist
Albertslund-virksomheden Coop Danmark er på vej tilbage i bedre form. Det viser selskabets årsregnskab for 2025, hvor driften er forbedret markant efter flere svære år.
Driftsindtjeningen EBITDA lander på 313 millioner kroner. Det er en fremgang på 350 millioner kroner i forhold til året før – og hele 731 millioner kroner bedre end i 2023. Ifølge Coop selv betyder det, at virksomheden nu ligger foran den økonomiske plan, der blev lagt ved ejerskiftet i 2024.
Selvom bundlinjen stadig er rød, er udviklingen tydelig. Resultatet før renter og skat (EBIT) viser et underskud på 215 millioner kroner, men ledelsen betegner resultatet som tilfredsstillende.
Adm. direktør Thor Skov Jørgensen peger på, at forbedringen kan ses bredt i forretningen:
– Vi oplever fremgang i alle dele af Coop. Salget stiger i de butikker, vi sammenligner med sidste år, vi tjener mere på varerne, og vi driver butikkerne mere effektivt.
Særligt lavpriskæden 365discount har haft et godt år. Her er indtjeningen forbedret markant efter investeringer i butikker, sortiment og længere åbningstider.
Investeringer og bedre drift
Ifølge Coop skyldes fremgangen især, at virksomheden har fokuseret på sin kerneforretning. Blandt andet er logistikken for frugt og grønt blevet forbedret, så varerne er friskere og spildet mindre.
Samtidig har Coop investeret i at modernisere butikker og forbedre kundeoplevelsen.
Den samlede omsætning falder dog fra 33,6 milliarder kroner i 2024 til 32,5 milliarder kroner i 2025. Det skyldes primært, at Coop har lukket og solgt en række butikker. Til gengæld er salget steget i de butikker, der er tilbage.
Fremgang i hele Coop-familien
Også de selvstændige brugsforeninger – som driver 364 butikker – har haft et godt år. Her er resultatet forbedret med omkring 150 millioner kroner, og samlet set giver de nu overskud.
Alle Coops kæder har oplevet fremgang i 2025 med højere kundetilfredshed og bedre indtjening:
365discount har opnået sin højeste kundetilfredshed nogensinde
Brugsen vinder markedsandele og fortsætter ombygningen af butikker
SuperBrugsen styrker salget med fokus på kvalitet og nye varer
Kvickly satser blandt andet på nonfood og har øget salget af egne produkter som cykler
Samtidig er medarbejdertilfredsheden steget på tværs af kæderne.
Forventer overskud i 2026
Hos Coop er forventningerne til fremtiden positive. Ledelsen fremhæver, at virksomheden nu har en sund økonomi og et stærkere fundament.
– Vi er på rette vej. Vi forventer, at udviklingen fortsætter, og at vi igen får overskud i 2026, siger Thor Skov Jørgensen.
Ordforklaring:
EBITDA står for Earnings Before Interest, Taxes, Depreciation and Amortization. På dansk:: indtjening før renter, skat, afskrivninger og amortiseringer.
EBIT står for Earnings Before Interest and Taxes og betyder indtjening før renter og skat. På dansk bruges ofte betegnelsen driftsresultat.