Børnehuset Søndergård har fået plads til flere børn
Børnehuset Søndergård har både fået en helt ny vuggestuebygning og en renoveret børnehave. Ved indvielsen blev der budt på kagetapas, rundvisning og taler, inden den røde snor blev klippet.
Mandag den 31. august var der fest i Børnehuset Søndergård, hvor børn, forældre, medarbejdere og flere medlemmer af kommunalbestyrelsen var samlet for at fejre institutionens nye rammer.
Anledningen var dobbelt. Børnehuset har fået opført en helt ny bygning til vuggestuebørn, samtidig med at den eksisterende børnehave er blevet renoveret.
Udvidelsen betyder, at Børnehuset Søndergård nu har 44 flere pladser. Den nye vuggestue rummer 36 pladser, mens der er kommet yderligere otte pladser i børnehaven. Dermed har børnehuset i alt 89 pladser – 36 i vuggestuen og 53 i børnehaven.
Nye muligheder for børn og medarbejdere
Leder Anneke Søe glæder sig over de nye rammer og de muligheder, som udvidelsen giver.
- Vi er glade for vores nye rammer. Og vi ser frem til at skabe nye legemiljøer og oaser ude og inde, lød det.
Hun fremhæver samtidig, at institutionen nu har fået et større personalerum, hvor alle medarbejdere kan være samlet, samt et fællesrum, hvor medarbejdere fra både børnehave og vuggestue kan mødes.
De nye faciliteter giver dermed ikke alene mere plads til børnene, men også bedre muligheder for fællesskab blandt medarbejderne.
Borgmester: Et billede på en kommune i vækst
Også borgmester Lars Gravgaard Hansen lagde i sin tale vægt på betydningen af de nye rammer.
Han beskrev dagen som særlig, fordi kommunen både kunne fejre åbningen af en helt ny vuggestueafdeling og et ansigtsløft af den eksisterende børnehave.
Ifølge borgmesteren illustrerer projektet en af de udfordringer, Albertslund Kommune står overfor: Kommunen skal både vedligeholde og udvikle de eksisterende institutioner og samtidig skabe plads til flere børn og familier, når byen vokser.
Den nye tilbygning er koblet sammen med den eksisterende bygning og giver ifølge borgmesteren institutionen helt nye muligheder.
Børnene kan nu begynde tidligere i institutionen og efterfølgende fortsætte fra vuggestue til børnehave samme sted. Samtidig er der blevet arbejdet med medarbejdernes forhold og med at optimere køkkenet.
Byggeri midt i en hverdag med små børn
I sin tale sendte borgmesteren også en særlig tak til institutionens leder og medarbejdere.
Et byggeprojekt kan nemlig være en betydelig udfordring, når det foregår samtidig med, at en institution skal fungere med små børn i hverda
- Det kræver virkelig meget af både medarbejdere og ledelse, pointerede han.
Borgmesteren takkede særligt Anneke Søe for at have stået i spidsen for institutionen under byggeriet og for at have holdt sammen på hverdagen undervejs.
Han takkede samtidig medarbejderne og de mange øvrige personer, der har bidraget til at få byggeriet gennemført.
Rød snor og kagetapas
Efter borgmesterens tale var det forkvinden for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Signe Hagel Andersen, der fik æren af at klippe den røde snor og dermed officielt åbne den nye vuggestuebygning.
Herefter fortsatte indvielsen med kagetapas, te, kaffe og alkoholfrie bobler.Gæsterne fik samtidig mulighed for at komme indenfor og se de nye lokaler ved en rundvisning.
-kis