Andemor løsladt fra Vridsløselille Fængsel
I sidste uge blev andemor og hendes seks ællinger eskorteret ud af det tidligere Vridsløselille Fængsel, hvor ænder gennem mange år har ynglet
Kim Sejr, journalist
Selv om Vridsløselille Fængsel for længst har lukket portene for indsatte, finder der stadig en årlig "løsladelse" sted på det historiske område i Albertslund.
I sidste uge var det nemlig andemor og hendes seks nyudklækkede ællinger, der skulle eskorteres ud gennem fængslets karakteristiske grønne port.
Det var tidligere fængselsbetjent og nuværende rundviser på området, Steen Hansen, som hjalp den lille familie på vej og fik foreviget øjeblikket på et par billeder.
Traditionen går mange år tilbage. Hvert forår vender en andefamilie tilbage til det tidligere fængselsområde, hvor ænderne finder fredelige omgivelser til at bygge rede, lægge æg og udruge deres unger i buskadset mellem de gamle mure.
– Det sker hvert år, at en andefamilie holder til inde på området, og nogle år er der endda to familier. Sådan har det været så langt tilbage, jeg kan huske, fortæller Steen Hansen, der arbejdede som fængselsbetjent i Vridsløse fra 1985 og frem til lukningen.
Forleden dukkede andemor pludselig op med sine seks ællinger på slæb.
– Rap, rap sagde hun nærmest, som om hun forventede, at portene blev åbnet. Sådan var det jo også dengang, der var fængsel. Begge porte skulle åbnes, og vi måtte bede fangerne om at gå indenfor, så ænderne kunne komme sikkert ud, fortæller han med et smil.
Ifølge Steen Hansen havde de indsatte stor respekt for de tilbagevendende andefamilier.
– De var glade for ænderne og byggede endda andehuse til dem. Mange af de indsatte havde måske haft en svær baggrund, men de var altid søde mod ænderne, siger han.
Historien om andemor er ikke unik for Albertslund. Efter sigende har lignende episoder fundet sted på Politigården i Albertslund, hvor ænder med ællinger af og til slår sig ned i en atriumgård med en lille sø. Her bliver andefamilien efterfølgende hjulpet videre til mere egnede omgivelser.
Steen Hansen nævner tillige, at der også yngler ænder i Herstedvester fængsel, hvor nogle af landets hårdeste kriminelle er placeret.
Det tidligere Vridsløselille Fængsel blev opført i 1859 og fungerede i 157 år, før det lukkede endeligt i 2016. I dag er området under forvandling som led i byudviklingen, og blandt de nye aktiviteter findes blandt andet Kulturcentret Porten.