Albertslund topper i indeks for iværksætteri og vækst
Ifølge årlig analyse ligger Albertslund som nummer fem ud af landets kommuner når det gælder iværksætteri og vækst, herunder jobskabelse
Kim Sejr, journalist
Albertslund kan klappe sig selv på skulderen når det gælder iværksætteri og vækst, for ifølge den årlige analyse "Lokale erhvervspræstationer" rangerer kommunen her som nummer fem.
Iværksætteri og vækstvirksomheder indgår i analysen med otte indikatorer, der tilsammen giver et overblik over iværksætteraktiviteten, og om både nye og etablerede virksomheder formår at vokse. Iværksætterraten udtrykker antallet af nye virksomheder i året pr. 1.000 indbyggere.
Ud over iværksætterraten måler underindeks 2 iværksætterpræstationer gennem overlevelsesrate og jobskabelse i nye virksomheder. Iværksætternes overlevelsesrate er opgjort som andelen af virksomheder, der er i live tre år efter, at de blev etableret. Jobskabelsen er opgjort som det gennemsnitlige antal årsværk tre år efter etableringsåret.
Albertslund rangerer tillige som nummer 6 på arbejdspladser, indkomst og produktivitet - samlet ligger kommunen som nummer 9 i analysen.
Det viser ifølge kommunen selv, at Albertslund ikke kun er en bosætningskommune – men i den grad også en arbejdspladskommune.
- Det her viser endnu engang, at Albertslund er en stærk erhvervskommune. Vores mange arbejdspladser, iværksættere og virksomheder i vækst styrker både vores lokale fællesskab og vores økonomiske fundament, siger borgmester Lars Gravgaard Hansen.
Paw Østergaard Jensen, der er forperson for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Socialudvalget, supplerer:
- Tak til alle virksomheder, iværksættere og medarbejdere, der er med til at drive udviklingen. Vi fortsætter arbejdet med at skabe gode rammer for vækst, innovation og investering – så Albertslund også fremover er et attraktivt sted at drive virksomhed.
"Lokale erhvervspræstationer" er en årlig analyse, der rangerer de danske kommuner på et samlet indeks over lokale erhvervspræstationer.
Indekset bygger på 20 nøje udvalgte indikatorer, der giver et samlet overblik over erhvervsaktiviteten i kommunerne – og udviklingen heri. Indikatorerne er baseret på de senest tilgængelige data fra Danmarks Statistik. Analysen udarbejdes af konsulenthuset Iris Group, beliggende i København.